Pave Frans - en rejse fra slummen

Af: Ketty Dahl
Et portræt af den milde, ydmyge Pave Frans, der har et dybtfølt ønske om at følge Jesus. Det er en skam, at de teologiske stridigheder i Vatikanet ikke berøres. Dermed bliver billedet for ensidigt.

PAVEVALG

Den unge italienske journalist, Ana, rejser i 2005 til Buenos Aires for at lave research om den argentinske ærkebiskop, Jorge Bergoglio: Fader Jorge. Det er op til pavevalget, og hun følger ham, da han skal til konklavet i Rom til pavevalget. Selv om Fader Jorge kommer på tale til at blive valgt, bliver det i stedet den tyske Ratzinger, der vælges til ny pave, ikke mindst fordi forskellige fraktioner i Vatikanet ikke kan blive enige om fader Jorge, der for mange er en kontroversiel skikkelse.

Et ydmygt menneske med en mission
Fader Jorge har i sit hjemland talt imod militærdiktaturet, imod korruption, imod narkohandel og prostitution og imod kapitalismens undertrykkelse af de fattige. Han har også udtalt, at han finder det forkert, når visse præster godt nok er optaget af moral, men kun den moral, der angår det under taljen, og han er vred over, at den katolske kirke ikke vil tale om sit misbrug af mindreårige.

Alle disse ting skaffer ham magtfulde fjender, der ikke ønsker at se ham indtage et af verdens mægtigste embeder, og han trues også undervejs for at se, om man kan få ham til at holde mund. Ondsindede rygter sættes i gang om Jorge Bergoglio, om at han under militærdiktaturet svigtede to jesuittermunke, der blev arresteret. Disse onde og usande rygter har til formål at forhindre ham i at blive den næste pave.

Efter valget af Ratzinger (pave Benedikt), tager Fader Jorge tilbage til Argentina, hvor han er en højtelsket ærkebiskop. Ana følger ham og lærer ham at kende som en lun, sympatisk og ydmyg mand med sine meningers mod. Han er de fattiges forkæmper, han er slummens præst. Og som han siger i filmen: Man skal ikke være en balkon-kristen, der bare ser livet højt hævet over det. Man skal gøre som Jesus, gå ind i livet og møde det. Fader Jorge ønsker at sætte processer i gang og mener, at enhed er bedre end konflikt, og at man derfor skal fokusere på det, der forener, mere end det, der adskiller.

Pave Frans
I 2013 sker der det overraskende, at Ratzinger, Pave Benedikt, vælger, som den første pave nogensinde, at gå af! Igen må fader Jorge til konklavet i Rom, og denne gang bliver han til sin egen store forbløffelse valgt. Han tager navnet Frans efter Frans af Assisi. Han accepterer valget, men som han siger: med stor lidelse …, for han havde egentlig ingen ønsker om at blive pave.

Det er en rolig og varm film, der dog springer noget i tid, så vi får brudstykker af hans fortid med undervejs, og indimellem virker det lidt puslespilsagtigt. Filmen er en lang hyldest til fader Jorge, pave Frans. En fuldstændig utilsløret hyldest. Manden bliver nærmest gjort til en helgen, og helgensnak er der i øvrigt en del af undervejs. Utallige gange henviser fader Jorge til helgener: bed til den eller den helgen eller bedst af alt til jomfru Maria, så løser problemerne sig …

At helgendyrkelse er en stor del af den katolske tro, er jo ikke noget nyt, men for en lutheraner vil helgendyrkelse altid være problematisk og vranglære, uanset hvor tilforladeligt det bliver præsenteret. Pave Frans skildres som den kærlige, varme, omsorgsfulde, oprigtige og milde mand, der også kan komme med bidende bemærkninger som: det er nemmere at miste troen i Vatikanet end at finde den …

Hyldest til paven
Når man til slut ser den virkelige verdens pave Frans, der med sine milde øjne beder folk på Peterspladsen bede for sig, da han bliver valgt til pave, så er det nemt at tro på hans milde væsen og gode karakter, men som alle andre er han på trods af sin pavetitel kun et menneske. Det kan være lidt problematisk, når man maler et portræt af et menneske, som var han en helgen, men når man er bevidst om filmens ærinde, så går man jo ind i det med åbne øjne, når man ser den, og man må selv have sin kritiske sans med. I øvrigt tænker man, at den virkelige Frans nok er den sidste, der ønsker sig at blive fremstillet som "helgen". Der antydes undervejs mange intriger og uenigheder på de indre linjer i Vatikanet mellem de to fraktioner: de konservative og de progressive, men filmen uddyber aldrig helt, hvad disse uenigheder går ud på, eller hvor pave Frans placerer sig selv i det billede. De mere dybdegående teologiske stridigheder, der kan være tale om, berøres overhovedet ikke, hvilket er en skam, for dermed tegnes der et kærligt billede af et menneske, som man ikke helt ved, hvor står teologisk, og man danner sig derfor et fuldstændigt ensidigt og ikke fyldestgørende billede af ham uden at nå i dybden.

Skuespilmæssigt er det ikke nogen stor film, men det er en varm film, der viser et menneske med et dybfølt kald til at følge Jesus og med et dybfølt ønske om at gå ydmygt og respektfuldt til livet og de mennesker, han møder. Det er svært ikke at komme til at holde af pave Frans efter denne film.

---