Pans labyrint

Af: Carsten Riis Jensen
Den spanske borgerkrig analyseret igennem et barns eventyroplevelser.

EN VOKSENFILM MED BØRNEELEMENTER
Filmen "Pans labyrint" er ikke for børn. Heller ikke selv om der er både fauner, alfer og en hemmelig labyrint med. Censurens grænse på 15 år er helt på sin plads. Det er en film for voksne, om en rædselsfuld borgerkrig i Spanien, om fascisme og ondskab.

Der er mange symboler i filmen, som alle handler om det godes kamp mod det onde. Og som sådan er der noget at komme efter, for der ligger et evangelium skjult i det eventyr, filmen indledes med.

En blomst som må dø
"For længe siden, i et underjordisk rige, hvor der hverken fandtes løgne eller smerte, boede en prinsesse, som drømte om at se menneskenes verden. Hun drømte om den blå himmel, den kølige luft og det varme solskin. En dag lykkedes det hende at slippe forbi vagterne".

Sådan begynder filmen, som fokuserer på den 12-årige pige, Ofelia. Hun flytter med sin mor til en soldaterlejr, ledet af den sadistiske kaptajn Vidal. I lejren oplever hun krigens gru, ondskab og ekstreme tortur. Som sådan er "Pans labyrint" en krigsfilm, med fokus på den spanske borgerkrig ledet af Franco.

Men samtidig er den et både smukt og gruopvækkende eventyr, om en blomst, som giver evigt liv, men som ikke kan give dette liv førend menneskene har dræbt den. Allerede her er der symboler og hentydninger til noget, der kunne ligne et kristent evangelium. Filmen ender da også med, at pigen, Ofelia, ofrer sit liv.

Et grusomt eventyr
Scenografi og tekniske virkemidler i filmen er overvældende og flotte – på en sær grusom måde. Da jeg så "Pans labyrint", kom jeg til at tænke på et andet, grusomt flot krigsdrama, italieneren Roberto Benigni’s Livet er smukt (1999). I denne film blandes gru med humor. I "Pans labyrint" blandes gru med eventyr. De virker begge to lige stærkt, men på hver sin måde.

Samtidig er der noget "Alice i eventyrland" over filmen. Pigen Ofelia opdager en eventyrverden, som direkte påvirker virkelighedens begivenheder. Ligesom Alice vandrer hun ind i en ny verden og oplever væsener, der både er tryllebindende og foruroligende.

Slutningen på filmen er både sørgelig og lykkelig. Ofelia, blomsten, dør. Hun giver sit eget liv. Og derfor møder hun i filmens "himmel" sine forældre igen. Der er håb - trods død.

Filmen er både smuk, voldsom og fascinerende. Den er ikke for børn. Men set som et vidnesbyrd om krigens grusomheder, om et håb for en bedre fremtid og – som undertitlen til filmen siger: "Uskyldens magt er stærkere end al ondskab", der filmen god.

Filmen vandt tre Oscars, og det er fuldt fortjent.

Der er meget blod i filmen. Men ikke, som i The Passion of the Christ: kødstykker og andre ting, der rives af eller smattes ud. Filmens voldelige og blodige scener er realistiske – og som sådan er det befriende, hver gang fokus skiftes over på Ofelia, hendes eventyrlige oplevelser og de valg, hun må foretage, da hun skal igennem tre prøver for at bevise, hvem hun – måske – virkelig er.

Det kan anbefales at se "Pans labyrint" i sammenhæng med førnævnte "Livet er smukt".

---