Onkel

Af: Peter E. Nissen
En meget seværdig og langsom kunstfilm om Kris og hendes onkel. Men er filmen en kærlighedserklæring til provinsen eller en parodi på det stillestående udkants-Danmark? Det er svært at blive klog på.

LAD MIG KOMME VIDERE

Filmen "Onkel" er en typisk kunstfilm. Den følger en lille familie på et landbrug i Sønderjylland, som består af den 27-årige kvinde Kris (Jette Søndergaard), som lever sammen med sin onkel (Peter Hansen Tygesen). De fleste af skuespillerne er amatører, og i virkelighedens verden er Peter Hansen Tygesen også onkel til Jette Søndergaard.

Sammen med det faktum at alle skuespillerne taler sønderjysk, og at omgivelserne er optaget i kendte autentiske omgivelser omkring Løgumkloster, giver filmen et dokumentarisk præg. Vi ser hvordan de står op, vasker hænder, spiser mad og køber ind. Man kunne udmærket få det indtryk, at scenerne er ægte. Dette understreges af, at der næsten ingen musik er i filmen, og at filmen hele vejen holder sig til hverdagsagtige scener.

Hvordan komme videre
Filmen følger Kris, som på grund af forældrenes død, er havnet på sin onkels gård, som hun driver i samarbejde med ham. Onklen er handikappet og derfor i ringe stand til at klare sig selv, og Kris har stor loyalitet imod ham. Hun er meget tilbagetrukket og både den jævnaldrende Mike og dyrlægen Johannes' forsøg på at nærme sig hende, giver vanskeligheder. Johannes synes at Kris burde forfølge sin interesse for at blive dyrlæge, og Mike vil gerne være kæreste med Kris. Kris har dog nogle 'lig i lasten', som vi efterhånden får indblik i. Filmen ender noget brat, men vi fornemmer, at der er brug for, at der tages nogle alvorlige skridt, for at Kris kan komme videre. Filmens enkle oplæg gør, at vi kan spejle os i Kris, og på den måde inspirerer den os til at se på vores egne sår i livet, og på hvordan vi kan gøre noget ved dem.

En kærlighedserklæring til provinsen?
Rammerne omkring gården minder om et typisk landbrug fra 1970'erne. Selvom vi også oplever et nutidigt supermarked, befinder vi os i et noget stillestående provins-miljø i det vestlige Sønderjylland. Dette understreges af filmens stilhed og langsommelighed, som dermed kan minde om andre kunstfilm som A Ghost Story eller dokumentar-filmen Den store stilhed. Frelle Petersen har udtalt, at der er et vist selvbiografisk element i den, da han stammer fra området og flyttede derfra som ung

Filmen har fået meget lokal opmærksomhed på grund af det stærke fokus på en bestemt egn. Instruktøren kalder sig også en stolt sønderjyde. Da både Kris og Mike længes mod storbyen, kan det dog diskuteres, om filmen er en kærlighedserklæring til egnen, eller om provinsen nærmere fremstår som et fængsel, det handler om at komme væk fra. På nogle områder synes jeg, filmen fremstår som en parodi på provinslivet, hvor det stillestående liv mellem Kris og Onkel kommer til at virke noget forceret og stereotypt. Det er synd, når der endelig kommer en film, som sætter fokus på en smuk egn med traditionel livsstil, at det så bliver i en lettere dysfunktionel ramme. Den bekræfter dermed det typiske billede, danske medier har af provinsen som udkant og tilbagestående. Filmen giver heller ikke et særligt positivt billede af kirkens liv, selvom vi har den flotte klosterkirke som ramme

Filmen er seværdig, fordi den er flot lavet med godt skuespil, og den har et budskab, som giver noget at tænke over. Samtidig glæder jeg mig til, at der kommer en film, som giver et mere positivt billede af provinslive.

Filmen er kommet på dvd.

---