Nader og Simin - en separation

Af: Michael Agerbo Mørch
Fremragende iransk film om angsten for at miste alt. Nader og Simin skal skilles, men hvordan vælger datteren, hvem hun skal bo hos.

Det var rigtigt skønt at se "Nader og Simin - en separation". En iransk film, som heldigvis ikke handlede om storpolitik, islamisme, kvindeundertrykkelse, integration eller emigration, og som ikke er lavet af en udenforstående europæer, der mangler "fingerspitzengefühl" med kulturen. "Nader og Simin - en separation" er en hverdagsskildring fra et Iran, som er fyldt med trummerum og normaliteter, ligesom resten af verden er det.

Filmen har to historier, som begge har Nader i hovedrollen.

1) Nader (Moadi) og hans hustru Simin (Hatami) skal skilles. Det skal de fordi Simin har fået visum til et andet land, men Nader kan/vil ikke flytte med, fordi hans Alzheimers-ramte far kræver hans opmærksomhed (man sender jo, som bekendt, ikke bare sine tidskrævende forældre på plejehjem i den del af verden). Simin tøver dog med at rejse, da den 11-årige datter Termeh (Shahab Hosseini) ikke vil rejse til udlandet. Det sætter Termeh i en penibel situation mellem to forældre, hvis fremtid afgøres af hendes valg. Og det selvom forældrene gang på gang fortæller hende, at hun selv må vælge, hvem hun vil være hos. Et kompliceret valg for en 11-årig.

2) Nader ansætter "hjemmehjælperen" Razieh (Bayat) til sin far, da Simin - pga. den forestående skilsmisse - ikke bor hos ham og Termeh. Razieh er en gudfrygtig muslim, og det er ikke let for hende at passe den gamle far. En dag kommer Nader hjem og finder faren bundet til sengen, men liggende på gulvet, uden sin respiratormaske - og der mangler 500 kr. i skuffen! Razieh kommer hjem, men nægter at have taget pengene. Nader beder hende forlade hjemmet øjeblikkeligt, og under stor tumult får han Razieh bakset ud af døren. Men dagen efter forlyder det, at Razieh var gravid, og har tabt sit barn pga. Naders skub. Hvis Nader vidste, hun var gravid, vil han få flere år i fængsel - men kan Razieh bevise, at han vidste det? Og hvad med de stjålne penge? Et drama starter dermed i den lokale byret.

Disse to historier er på fornem vis flettet sammen. Nader er naturligvis centralt impliceret i de to konflikter, og datteren Termeh er det forknytte offer i begge situationer. Hun gør ikke meget væsen af sig, men lider under forældrenes problemer og farens pinlige retssag. På den måde spænder filmen mellem det thrilleragtige med retssag, anklager og løgne, og det klassiske drama med forlist ægteskab og børn i klemme.

Derudover er filmen også et nutidigt portræt af et Iran, der langsomt splittes mellem de ultrareligiøse og de sekulariserede. På statsplan har teokratiet stadig enerådende magt, men i befolkningen bobler en vestlig ideologi om det frie menneske, der har sluppet de religiøse bånd.

På trods af, at filmen ikke har et kristent præg overhovedet, tildeler jeg den topkarakter, fordi den på fremragende vis skildrer to konflikter, der på én gang er universelle og lokale. Det gennemføres med sikker hånd, og det er filmkunst på højt niveau, der krydres med ærlige og intense skuespilpræstationer. Derfor er det heller ikke så sært, at en samlet filmverdenspresse har tildelt den høje karakterer og kastet et væld af priser efter den. På grund af filmens høje kvalitet, ser jeg heller ingen grund til, at Film & Tro skal ødelægge festgildet.

---