Monsieur Lazhar

Af: Per Breindahl
Bashir Lazhar er kommet til Quebeck som flygtning fra Algier. Han ansættes som lærer for en klasse, hvor den tidligere lærer lige har hængt sig midt i klasseværelset. Lazhar er af den gamle skole – men han har et hjerte af guld!

Simon og Alice er to skoleelever i Quebec, den fransktalende del af Canada. De får deres livs chok, da de finder klassens populære lærer, Martine, lige efter at hun har hængt sig i klasselokalet.

Ingen har lyst til at undervise klassen efter den historie. Lige med undtagelse af Bashir Lazhar, spillet af Mohamed Saïd Fellag. Lazhar har læst om dødsfaldet i avisen og møder op på skoleinspektørens kontor for at tilbyde sin assistance. Han fortæller, at han er flygtning fra Algeriet, hvor han har undervist i 19 år. Han er midaldrende, meget korrekt og sympatisk, så inspektøren griber muligheden og tilbyder Lazhar ansættelse.

Men det canadiske skolevæsen er et helt andet sted end det, Lazhar kender. Han vil gerne, at eleverne sidder ordentligt, skriver diktat efter den klassiske litteratur, sætter bordene på lige rækker og taler pænt til hinanden. Rundkredspædagogik, blomster på katederet og kasten med papirkugler i timerne er ikke lige ham.

Hos inspektøren er der ikke meget hjælp at hente: Pensum og undervisningsplaner skal holdes – og så må lærerne for alt i verden ikke røre eleverne. Uanset årsagen!

Heller ikke forældrene har forståelse for den nye lærer fra en svunden tid. Ved et forældremøde får han direkte at vide, at hans opgaver er at undervise - ikke at opdrage.

Men så let lader situationen sig naturligvis ikke ordne. Læreren og eleverne er jo ikke kun lærer og elever – de er også mennesker. Eleverne bærer på et stort chok og en masse skyld, der ikke lige lader sig ordne med nogle få samtaler med skolens psykolog.

Og det viser sig, at monsieur Lazhar også har sine traumer og hemmeligheder, som han bærer på bag den rolige facade. Trods det formår klassens nye lærer at se eleverne som de mennesker, de er, og han vinder deres tillid og kærlighed.

Lige så stille får han styr på klassen og får hjulpet de enkelte – men ikke nok med det: Med (eller på trods af?) sin lidt konservative undervisningsform får han også løftet klassens faglige niveau så markant, at det bemærkes både på lærerværelset og inspektørkontoret.

Filmen er et drama, der måske nok har et lidt usædvanligt udgangspunkt, men ikke desto mindre indeholder konflikter og situationer, der jævnligt må opstå på de fleste skoler: Læseplaner og regler kontra det, læreren finder, klassen har brug for lige nu. Faglighed kontra menneskelighed. Opdragelse kontra undervisning. Orden kontra frihed. Konservativ tænkning kontra tidens pædagogik. Læreren kontra forældrene. Og endelig psykologen, der kommer blæsende ind fra højre, så snart en klasse har oplevet noget ubehageligt.

Det er befriende, at denne film tør give en sympatisk fremstilling af metoder, der måske ikke er de rådende i skoleverdenen i dag – hverken i Canada eller i Danmark. Dermed er der lagt op til en god debat, efter at lyset er tændt i biografen.

Filmen minder os om, at det vigtigste ikke er at nå læseplanerne, men at se på hinanden som mennesker. Giver vi os tid til at se mennesket og giver os tid til at være sammen, kan vi måske få lov til at se ind i det, der gør ondt, og få lov til at bære med på hinandens glæder og sorger. Og måske endda få indsigt i hinandens hemmeligheder.

Selv om skallen er hård og mørk, kan en puppe godt bære på en dejlig sommerfugl. Men den skal have tid og omsorg, før den kan folde sine smukke vinger ud og lette.

Filmen blev oscarnomineret til bedste udenlandske film i år, men prisen gik til Nader og Simin - en separation.

---