Miraklet i Le Havre

Af: Michael Agerbo Mørch
Finsk-fransk film om en skopudser, der pludselig taber sit hjerte til en illegal flygtningedreng og derfor bliver menneskesmugler.

Lad mig starte med et kort resumé. Marcel Marx er en tidligere forfatter, der nu ernærer sig som skopudser i Le Havres undergrund. Livet går sin stille og sparsommelige gang, og der er ikke optræk til de store forandringer. Marx’ livshistorie tager dog en voldsom drejning, da hustruen bliver indlagt på hospitalet, og han nærmest samtidig finder en illegal flygtningedreng på havnen. Marx kaster sig ud i en kamp for at få drengen fragtet videre til sin familie i London, mens hans hjerte klynger sig til håbet om hustruens overlevelse.

For at sige det ærligt fra starten. Jeg er ikke begejstret for denne film. Allerede midt i filmen var jeg irriteret over dens måde at fortælle historien på. Disse staccato-lignende sekvenser, som overfortolker fortællingen i ekstrem grad. Det kan godt være, at det er socialrealisme, men behøver socialrealisme at være for dummies? Så vil i hvert fald jeg hellere have en anden kage. Jeg kan ikke undslippe den lidt frustrerende fornemmelse af, at denne film repræsenterer humanismens sidste suk; om ikke for andre, så i hvert fald for instruktør Kaurismäki (Manden uden fortid). Der er ikke noget engagement i fortællingen, han presser bare en velkendt citron til ukendelighed. Al saft og bid har andre givet os i koncentreret form. Tilbage er blot en ynkelig, tør skal, som han så insisterer på at vi andre skal nyde som en slatten dessert. Øv.

Problemerne er mange

Filmens framings
Denne del er direkte håbløs. Kaurismäki forsøger at lade realismen føre kameraet, så det indrammer de ting, som er i fokus. Når en grammofon spiller, så bliver der zoomet på denne. Når kirsebærtræet mirakuløst springer ud, så hviler linsen på denne i nogle sekunder. Men det er alt for forklaret. Man trættes af det, når det skal ske igen og igen. Og det er fuldstændig uden den charme, som fx Win Wenders har, når han gør det samme.

Musikken
Musikken tjener normalt til, at billeder betones. En af filmmediets skrappeste manipulationsredskaber. I "Miraklet i Le Havre" tager det dog overhånd. Når stemningen stiger, kommer der et humørfyldt sigøjner-guitarriff, og når stemningen skal falde, flyder det over med patos-strygere. Det er næsten kvalmende, og man føler, at stemningen er givet helt uden billederne.

Skuespillet
Måske er skuespillerne sat på en ret umulig opgave med de mange dårlige replikker, der ikke får lov at gå i synergi med hinanden, men som næsten blot kan betragtes som isolerede punchlines. Men de bidrager heller ikke til at få pilen til at pege op. Det er godt, at Kaurimäki har fundet nogle skuespillere med vejrbidte ansigter, der kan give realismen et naturligt (positivt ment!) twist opad. Men deres bevægelser virker for indstuderede, og det minder mest af alt om et amatørteater, hvor virkeligheden er forsvundet i det mekaniske set-up. Eneste undtagelse er flygtningedrengen Idrissa, som spilles af Blondin Miguel. Han spiller overbevisende som den ydmyge flygtning.

Historien
En historie om en mand, hvis liv er i lykkelig tomgang, men som ændres radikalt af mødet med den store virkelighed - her i form af en flygtningedreng - er så velkendt, at der skal nogle seriøse twist til at gøre det interessant. Og som man nok har fornemmet, rummer denne historie slet intet af det. Man har ikke fornemmelse af, at hovedpersonen Marcel Marx lever sig ind i, hvad der egentlig sker omkring ham, og fortællingen opsluges af en underlig form for forstadshygge. Marcel forsøger at skaffe penge til at smugle flygtningedrengen til London med skib, og derfor arrangerer han en støttekoncert med den lokale helt Little Bob. Men det virker kunstigt, og man gribes slet ikke af det eventyrlige dryp, som Kaurismäki forsøger at drysse ud over historien i ny og næ.

Summa summarum: Jeg kan ikke anbefale denne film. Skal man se en film om det vigtige emne "flygtninge og migration", så er der mange andre film, som er langt bedre. Som eksempel vil jeg nævne Welcome og Sin Nombre, som jeg synes er mere nærværende og troværdige.

---