Million Dollar Baby

Af: Thilde Moskjær Kofod
Den gamle boksetræner Frank Dunn går modvilligt med til at træne pigen Maggie. En hårdtslående film om svære etiske dilemmaer.

"Million Dollar Baby" er en af de film, man bør unde sig selv at se på et eller andet tidspunkt. Den blev fuldt fortjent overdænget med priser og vandt endda i 2005 en Oscar i alle sværvægts-kategorierne: bedste film, bedste instruktør, bedste kvindelige hovedrolle og bedste mandlige birolle.

Filmen handler om den aldrende boksetræner Frankie Dunn (Clint Eastwood), som meget modvilligt går med til at træne Margeret "Maggie" Fitzgerald (Hilary Swank). Han har ingen kontakt med sin datter, og hendes far er død, og efterhånden bliver isen mellem dem brudt, og de begynder gensidigt at kunne udfylde hullerne og savnet. Uden at afsløre for meget tager filmen godt halvvejs et markant skift, og Dunn havner i det sværeste etiske dilemma et menneske kan stå i. Hvordan skal han handle for at hjælpe Maggie? Hvilken vej er den rigtige?

Clint Eastwood, der netop er fyldt 80 år (31. maj 2010), har både instrueret, skrevet musikken og spiller den mandlige hovedrolle, og han gør det hele med stor indlevelse og passion for historien, dens karakterer og det filmiske håndværk. Han er blevet kendt for meget maskuline, actionprægede roller i Sergio Leones westerns og ikke mindst rollen som Dirty Harry, men han har gennem de senere år brilleret bag kameraet med intense dramaer som "Mystic River", "Flags of our Father", "Iwo Jima", Changeling, Gran Torino, og så selvfølgelig "Million Dollar Baby".

Men det er ikke blot "Clintens" skyld, at filmen er blevet så god, som den er. Paul Haggis (forfatter til bl.a. Crash) har skrevet et fantastisk manuskript, hvor mange stærke følelser er på spil, men de skal læses mellem linjerne. Historien kryber langsomt ind under huden på én, og man bliver suget fuldstændig ind i filmens univers, og derfor kommer det etiske dilemma i filmens sidste del også til at blive så meget stærkere. Det er altid nemt at teoretisere om den slags, men når man pludselig har følelser investeret i filmens figurer, er valget ikke helt så indlysende enkelt.

Dog kan et godt manuskript maltrakteres af de forkerte skuespillere, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Både Morgan Freeman, som falleret-bokser-nu-alt-mulig-mand, og Hilary Swanks Maggie er fremført med en intensitet og indlevelse, der til fulde forsvarer og forklarer, at de fik hver deres oscar. Men også Jay Baruchel, der ellers efterhånden er mest kendt fra komedier ("Tropic Thunder", "Overscoring"), giver et fint portræt i birollen som den lidt småskøre og temmelig talentløse Danger Barch.

Den rent visuelle del bærer præg af Eastwoods lange filmerfaring og er et solidt håndværk med stor kærlighed til detaljer og halv-skjulte billedmetaforer. Der er ganske givet mange fine blomster at plukke der, når man ser filmen igennem anden gang og kan løsrive opmærksomheden fra historien en smule.

Som i "Gran Torino" fylder spørgsmålet om skyld og forsoning også meget i "Million Dollar Baby". Igen er det Clint Eastwoods figur, der bærer på en stor og tung bagage, og igen har hans figur et lettere anstrengt forhold til kirken. Dunn er en flittig kirkegænger, men forfølger efter hver gudstjeneste præsten med store teologiske spørgsmål om treenigheden og jomfrufødslen, mere for at irritere præsten end for at få svar. Men da Dunn står i et dilemma af dimensioner, søger han igen kirken og præsten, men denne gang for seriøst at få råd og vejledning.

Det eneste negative, jeg kan komme på at sige om filmen, er, at musikken til tider bliver lidt for patosfyldt og dominerende, men på den anden side kan den stærke historie godt bære det. Man skal også være opmærksom på, at fordi filmen handler om boksning, er der en del vold, blod og brækkede næser. Kan man leve med det, vil jeg på alle måder anbefale, at man ikke lever uden at have set Clint Eastwoods mesterværk "Million Dollar Baby".

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---