Lys i mørket (2017)

Af: Henrik Højlund
Underspillet og fåmælt finsk drama om syrisk flytning. Filmen vandt fuldt fortjent Sølvbjørnen i Berlin og kaster en afgørende stemme ind i flygtningedebatten.

FLYGTNING FÅR ANSIGT 

"Lys i mørket" vandt Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin, og det er fuldt fortjent. Det er en fin lille perle af underspillet drama. Meget, meget finsk. Det vil sige et lidt tungsindigt, fåmælt, hverdagsdrama med knastør humor, grå billeder og ingen underlægningsmusik til at skrue op for stemninger. Kun de musikere, der naturligt indgår i handlingen, leverer musik.

Kaurismäkis film er garanter for dette ur-finske mode. Og vel at mærke brødrene Kaurismäki, Ari og Mika. De har lavet en del film sammen, men denne film står kun i Aris navn.

Mørk film bliver langsomt lysere
Filmens handling er enkel. Vi lægger ud i mørket med to udspil. En syrisk flygtning kryber op af kullet i en skibslast, ufrivilligt flygtet til Finland fra Polen. En finsk mand, som godt og vel har passeret midtlivet, forlader sin storrygende og smådrikkende kone med curlers i håret i et uendeligt trist hjem. En gadesanger synger "Åh mor, skru op for lyset. Jeg dør snart." Scenen er sat, der er skruet op for mørket. Men derfra bliver alt langsomt lysere, selvfølgelig med mørke-bump undervejs.

Flygtningen får ikke ophold trods en troværdig og helt igennem hjerteskærende historie. Han gemmer sig og støder snart ind i manden, der har forladt sin kone, og som derefter har spillet sig til en solid kapital i poker og købt en noget falleret restaurant med tre småuduelige ansatte. Flygtningen bliver ansat og får falske identitetspapirer. Og historien ruller videre med små dramaer undervejs og meget underspillede humoristiske indslag. Det er først og sidst en film, som kalder på menneskeligheden. Den er et stærkt opråb imod en ensidig stram flygtningepolitik.

Menneskeligheden overvinder partiskæl
Jeg kom undervejs til at tænke på egne oplevelser med flygtninge, som kalder stærkt på det samme som filmen. En kirketjener ved den kirke, jeg nu er præst ved, en eritreaner, hvis historie er mindst lige så dramatisk som filmens fiktive syriske flygtnings historie, og som bør lukke munden på enhver generaliserende tale om ”bekvemmelighedsflygtninge”. Eller en anden fyr, som kommer i kirken, og som for tiden flyver under radarhøjde i forhold til de danske myndigheder, fordi hans ansøgning om ophold foreløbig er afvist, uanset at det synes mindst lige så urimeligt som afvisningen af filmens flygtning. Eller historien fra mit tidligere sogn om en kosovo-albansk familie, som fik varsel om hjemsendelse trods mange års ophold i Danmark med børn på den lokale skole, helt integreret i skolens og kammeraternes liv og komplet fremmede for oprindelseslandet, og med forældre som begge kæmpede med posttraumatisk stress. Byen stillede op for denne familie - skolekammerater og deres forældre, idrætsklub, kirken, alle. Uanset om man stemte Dansk Folkeparti eller Enhedslisten. Menneskeligheden slog igennem på tværs af det hele. Ligesom den gør i filmen.

Filmen smider en helt afgørende stemme ind i flygtningespørgsmålet, som ellers for tiden synes domineret af kun én stemme – hold dem nede og ude og væk.

---