Lore

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Lige efter anden verdenskrigs ophør må en søskendeflok flygte gennem Tyskland. Undervejs får de følgeskab af en ung jøde, som hjælper dem.

I filmens første del møder vi en tysk, nazistisk familie. Far er soldat. Han har kæmpet i Hviderusland. Mor prøver at holde sammen på det hele, men det lykkes ikke. Inden hun - som den sidste af forældrene - forlader sin børneflok, giver hun anvisninger på, hvordan søskendeflokken skal finde vej fra Sydtyskland til deres mormor i den modsatte ende af Tyskland.

Søskendeflokken tæller to teenagepiger, med Lore som den ældste. I midten to tvillingedrenge, og så er der Peter på godt et halvt år. Da forældrene har forladt dem, går filmen over til at være en roadmovie, hvor vi følger søskendeflokkens flugt gennem de forskellige zoner, som Tyskland blev delt op i. Gennem skildringen af genvordighederne på turen tegnes et billede af en overvundet nation med en civil befolkning i desperation og nød.

Hitler dør, og krigen er forbi, men det er genvordighederne ikke. Søskendeflokken frygter sejrherrerne - med rette eller med urette. De sulter, og mange vil ikke have med dem at gøre. Deres redning bliver en ung jøde, Tomas, der er undsluppet en koncentrationslejr. Et af filmens mest interessante spil foregår mellem Tomas og Lore, der har arvet sine forældres had til og fordomme om jøderne.

Filmen er værd at se på grund af sit emne: tiden umiddelbart efter krigens afslutning skildret fra tyske civilisters synspunkt. Den er også værd at se på grund af fortælleteknikken. I betragtning af de store dramaer, der indgår i handlingen, er tempoet langsomt og fortællingen lavmælt. Fotograferingen er flot, men speciel. Det meste vises i nærbilleder - ofte så tæt på, at vi kun ser en mund, en hånd eller et øje. Meget opleves i antydninger. Især i filmens første del savnede vi lidt mere hjælp til at forstå, hvad der egentlig var på færde. Et godt lydspor med velvalgt musik støtter de stemningsfulde billeder.

Der er meget ondskab, og billederne fører os indimellem ubehagelig tæt på døden med blod, kryb, råddenskab og håbløshed. Men der er også glimt af sammenhold, kampvilje og måske endda kærlighed - i hvert fald søskendesammenhold. Et enkelt sted zoomes der ind på et kors, der bæres som smykke af en kvinde, der ikke har nogen hjælp at tilbyde. Et andet sted lyder en kirkeklokke fra en by, men den tør de ikke gå ind i. Ellers spiller tro eller mangel på tro ikke nogen rolle.

Det er ikke en krigsfilm i gængs forstand med action og kampe. Det er mere et billede på det dilemma, som mange civile tyskere stod i efter krigen. Nu var de besejrede. Skulle de fastholde, at nazisterne ikke havde gjort noget forkert?

---