Looking for Eric

Af: Michael Agerbo Mørch
Eric Bishops er fodboldfan og tilhænger af Manchester United. Hans familie er ved at falde fra hinanden, men så kommer selveste Eric Cantona og hjælper ham.

Eric Bishop er postbud i arbejderbyen Manchester. Han er fanatisk tilhænger af byens hold Manchester United, specielt legenden Eric Cantona, som han kalder Kong Eric, og så har han en familie, der er ved at falde fra hinanden. Dette er en sprængfarlig cocktail, og da Eric kører galt i sin bil, fordi han dagdrømmer, sætter de lokale kolleger og kammerater jagten ind på at finde Erics løsning. Løsningerne er sjove og alternative, og man sidder virkelig og hygger sig med deres gavtyveagtige stemning og varme smil. Hvad drengene ikke ved, er, at Eric får terapeutisk hjælp fra selveste Kong Eric, som besøger ham i hans hjem. De ryger hash sammen, og Cantona giver Eric Bishop gode råd. Langsomt begynder en forandring at kunne spores i Erics liv, men interne familiestridigheder er ved at komme i vejen for forbedringerne.

Filmen blev en kæmpe succes på årets Cannes-festival, og man forstår godt hvorfor. Ken Loach, der vandt De Gyldne Palmer i 2006 for Vinden der ryster kornet, har begået endnu en hyggelig film. Med varme og indsigt portrætterer han en ulykkelig skæbne i den almindelige arbejdersump. Også det faktum, at Eric Cantona spiller med som sig selv, er noget, der gør filmen ekstra interessant. Bymiljøet i byen virker troværdigt, karaktererne er småfede og fodboldglade, og pubben oser af passion for fodbold i en by, der er historisk splittet mellem Manchester United og Manchester City. Kameraføringen er ikke revolutionerende, men bliver styret med sikker hånd. Der er enkelte close-ups, som måske virker en tand for dogmeprægede, da de ikke lige rammer skarp i linsen. Det er dog småting.

Et stort minus ved filmen er sproget, som bestemt ikke er pænt. Eric Bishops vokabularium begrænser sig til tre-fire eder, som han fyrer af i lind strøm, både som glad og ked. Det skildrer måske miljøet troværdigt, men det trættede mig lidt til sidst, fordi det fyldte så meget. Jeg er også lidt træt af, at de seneste film, som får ros på Cannes, alle sammen skal udfordre den gængse forestilling af en voksens karakter. Antichrist af Lars Von Trier behøver ingen introduktion, og Når kirsebærtræerne blomstrer har lidt af samme tendens, nemlig at vise fuldvoksne karakterer, som teer sig på den uregerlige ungdoms marker. I denne film er Eric en fodboldglad postmand, som ryger hash, og hænger ud med drengene. Øl og perverse jokes er på menuen etc. Måske er det bare mig, der er bagud, men jeg synes det er frustrerende, da nutidens kultfilm åbenbart skal have karaktersvage personer i hovedrollen. Måske er det værd at lægge op til en debat om forbilleder, faderroller osv. I den forlængelse kan man også snakke om venskabets ramme, livets overgange, opdragelse osv. Filmen lægger op til et bredt spektrum af refleksioner, og det ville være ærgerligt bare at lade det passere.

Filmen er fyldt med franske ordsprog, som man kan tænke over, specielt siger Cantona flere gange "Man har altid flere muligheder, end man regner med". Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er da opmuntrende. Eric Bishop og hans drenge, svarer på vej til en kamp: "Åh, hvilken ven vi har i Jesus, han der kommer langvejs fra, Åh, hvilken ven vi har i Jesus, og hans navn er Cantona". Den rolle mellem Cantonas lommefilosofi og tilhængernes idoldyrkelse kører konstant og må også overvejes. Det er dog noget af filmens charme og kan derfor ikke trække ned hos mig. Alt i alt er det en varm og dejlig film, som jeg gladelig vil anbefale.

---