Leviathan

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En episk fortælling om en russisk mand, der mister alt. En samfundskritisk film, der sønderlemmer Putins Rusland i dens afsløring af de magtfulde mænd i statsadministration og kirke.

ET TRIST DRAMA
Vi er i en lille forblæst by i den barske natur på den russiske Kolahalvøen. Kolja (Aleksej Serebrjakov) bor sammen med sin anden hustru, Silja (Jelena Ljadova) og sin søn fra første ægteskab. Byens korrupte borgmester (Roman Madyanov) forsøger at fratage Kolja hans hus for at bruge grunden til et byggeprojekt. Kolja får besøg af sin gamle ven, advokaten Dmitriy Seleznyov (Vladimir Vdovitjenkov) fra Moskva, der prøver at presse borgmesteren. For at gøre en meget lang historie kort: advokaten og Silja har sex sammen, hvilket splitter den lille familie ad. Advokaten tager tilbage til Moskva uden at have fået trynet borgmesteren. Silja dør og Kolja sættes i fængsel, dømt for mordet på hende. Huset rives ned, og sønnen kommer i pleje hos andre. Kolja er altså pludselig frataget alt! Her slutter filmen, der for mig at se spiller på to temaer: samfundskritik og lidelsesbeskrivelse.

Samfundskritik
Det russiske samfund beskrives voldsomt negativt. De styrende organer er gennemkorrupte, og kirken er mere end villig til at støtte disse organer – især da de er trofaste bidragsydere til kirken. Den jævne russiske mand ligger i vodka og går op i at skyde med våben og ellers prøve at overleve så godt som muligt. Et billede af Putin på borgmesterens kontor sender signalet så direkte som muligt: dette er ifølge filmen sandheden om Putins Rusland! Naturen omkring Kolja-familien understreger med meget grove strøg det pessimistiske billede: kolde, halvnøgne uvenlige klippeknolde med det mørke hav brusende omkring sig. Og skelettet af en strandet hval på stranden. Netop hvalen viser filmens andet tema.

Lidelsesbeskrivelse
Da Kolja hører, at Silja er død, spørger han direkte: "Gud – hvorfor?!" Han spørger præsten. Præsten har vi tidligere i filmen set velsigne borgmesteren og fortælle ham, at han i alle ting gør Guds gode vilje. Han fremstår som den kendte karikatur af en russisk ortodoks præst, der i ophøjet majestæt regerer som en magtfuld person i samfundet. Jeg citerer fra mødet mellem præsten og Kolja:

Kolja: Hvor er så din almægtige, barmhjertige Gud?
Præst: Min Gud er med mig. Hvor din er, ved jeg ikke! (Derefter udfolder præsten sin udtalelse: Kolja kommer jo aldrig i kirken, så præsten kan ikke vide, hvilken Gud Kolja beder til).
Kolja: Er det for sent at begynde nu? Kan det give mig kone og hus igen?
Præst: Jeg ved det ikke. Ingen kender Herrens vilje. Kan du trække Livjatan op med en krog, holde dens tunge i ave med reb? Kan du sætte et sivreb i næsen på den og bore en krog gennem dens kæber? Ville den så trygle dig om nåde, ville den indsmigre sig hos dig?
Kolja: Præst, jeg snakker helt normalt til dig, hvorfor fyrer du sådan noget pis af?

Præsten forklarer så, at han citerer fra Jobs Bog i Bibelen (kapitel 40). Livjatan er et havuhyre – der også er blevet navnet på denne film, der dermed tydeligt indikerer, at den vil være en moderne Jobs-fortælling.

Præsten er på den ene side præcis i sin analyse af situationen: Bibelens Job mistede alt – og det samme er nu sket for Kolja. På den anden side er hans udlægning af budskabet i Jobs Bog voldsomt sølle. Kolja går derfra endnu mere forvirret, end da han kom. Filmens sidste store scene viser præsten, der prædiker i kirken, hvor bl.a. borgmesteren - der både har kone, søn, hus, penge og frihed - er til stede. Hans budskab er, at kristendommen først og fremmest handler om altid at leve i sandheden. Ironien over dobbeltmoralen fra den korrupte præst runger hen over filmens slutscene, der viser de trøstesløse klippeknolde og det sorte hav.

Job uden Job og Gud
Vel er filmen både fra instruktørens og anmeldernes side udråbt til en moderne Job-historie. Men i så fald er det en Job-historie, der ganske savner den dybde og det håb, der er i den bibelske Job-historie. Når Bibelens Gud taler om Livjatan, er det for at beskrive Guds storhed: Når Gud kan skabe den slags, så har han altså både magt og visdom nok til, at vi altid kan stole på ham! Filmens Livjatan fører mere tankerne hen på glubske, korrupte havuhyrer eller på en død hval på standen. Bibelens Gud er aktiv og har på en ofte skjult måde Job i sin hånd og ender med at give ham alt tilbage. Filmens Gud er helt fraværende, og Kolja får ingenting igen. Bibelens Job står i en meget nær relation til Gud – Kolja kender slet ikke Gud. Når Bibelens Gud får Job til at overgive sig i hans hånd, er det en tillidserklæring med tro og håb. Når Kolja sukkende resignerer, overgiver han sig hverken til tro eller håb, men til en trøstesløs skæbne, der vel mest fortjener at blive forbandet eller i hvert fald skyllet væk i vodka. Det er ærgerligt, at filmen kun bruger Jobs-fortællingen i dens beskrivelse af lidelse og tvivl og slet ikke i dens beskrivelse af Gud og hans hjælp!

Tung, trist og udtryksfuld
Filmen er i det hele taget tung og trist og pessimistisk – og meget dvælende (langtrukken) i sine scener. Ingen i hele filmen beskrives udelukkende positivt. Håbløsheden ligger som skyer over det hele. Der drikkes vodka i et omfang, så jeg næsten blev fuld bare af at se den. Den russiske mand er lige så afstumpet, som Putin-karikaturen fremstiller ham. Kvinderne er skræmte og underkuede eller spiller med på det lumpne spil.

Det er svært at se filmen som omhandlende kampen mellem de gode og de onde. For de "gode" er hidsige, drikker som et hul i jorden, begår utroskab, slår ægtefællen osv. Men så lad os se det som kampen mellem de mindst onde og de mest onde. De mindst onde ender i lighuset og fængslet og familiepleje, mens de mest onde ender med at være rige og respekterede og med den ortodokse kirkens velsignelse over sig. Sikke et samfund! Sikke en verden! Filmen efterlader med sine mange velkomponerede scener et stærkt indtryk. Jeg kunne ønske for filmen, men da især for det samfund, den beskriver, at Jobs Gud fik lov at danne modvægt til al håbløsheden.

---