Kvinderne på sjette sal

Af: Michael Agerbo Mørch
I mødet med nogle spanske stuepiger bliver en fransk rigmands hverdag vendt på hovedet. En livsglad film om netop livet.

At en historie er en kraftfuld måde at bringe et budskab ud på, tror jeg efterhånden er gået op for de fleste. Alligevel kan jeg selv have en tendens til at glemme det, når jeg sidder i biografens gråsorte mørke og henslængt dvæler ved billederne, musikken og stemningen. Særligt, hvis filmens budskab er optimistisk, har jeg en tendens til at sluge det råt og glemme, at filmen netop er fiktion og derfor pr. definition urealistisk!

Den intro leder hen til et kort plotresume: Jean-Louis Joubert er en tålmodig mand, der lever et stille liv med mange gentagelser. Som aktiehandler tjener han godt, hvilket hans fine hustru, fru Suzanne Joubert, nyder godt af. Efter at Jean-Louis' mor dør, flytter den gamle husholderske, og der skal findes en ny. Det bliver den unge, smukke spanske pige Maria Gonzalez, der flytter ind i opgangen på sjette sal hos de fem andre spanske husholdersker (de er dog ikke alle tjenere hos den samme herre!). De spanske kvinder lever en slidsom tilværelse, men med stort livsmod og glæde over fællesskabet bringer de værdier ind i familien Jouberts liv, som ryster fundamentet under både deres liv og ægteskab.

Når jeg før har set denne slags film, plejer der at være en tendens til at håne gentagelsen. Som om dagliglivets sysler skulle være en spændetrøje, der forhindrer den sande udfoldelse af glæde og velvære. At ferie og fritid er gode ting, tror jeg vi alle kan acceptere, men at gøre dét til hverdag er uholdbart. Gentagelsen er levebrødet for de fleste mennesker, så derfor nytter det ikke noget at udstille det som dårligt. Heldigvis sker det heller ikke i filmen. Her er det netop i gentagelsen af de daglige sysler, at modet til at leve findes. De spanske kvinder bor på små værelser, har et lugtende toilet og har ikke mulighed for at tage brusebad. Alligevel bliver der sunget, danset, hygget, grædt og spist, når den lange arbejdsdag er forbi. Parolen er, at sammen kan vi mere. Det er en livsbekræftende film på alle tænkelige fronter.

Igennem disse spanske kvinder opdager Jean-Louis glæden ved at være noget for andre. Efter noget tid forsøger han at være hjælpsom over for de spanske kvinder, og deres taknemmelighed overvælder ham. Han fortæller om det til hans hustru, som karakteristisk udbryder: "Du har da ellers aldrig bekymret dig om nogen før." Men spaniernes fokus på næstekærlighed og taknemmelighed åbner en dimension i Jean-Louis' liv, som han ikke kan lægge fra sig. Han kan ikke gå tilbage til sit gamle trivielle liv, men må nu engagere sig i andre.

En bagside af den medalje er, at Jean-Louis langsomt falder for smukke Maria. Og hendes smittende begejstring for hans omsorg er tydeligvis mere drivkraft end næstekærligheden i sig selv. Den kristne etik fordrer jo ellers, at næstekærligheden skal bære sig selv, uanset responsen. Ligesom Kristus elskede verden og gav sig hen for den, uanset responsen. Men okay, lad det være en bagatel i denne omgang.

Langsomt udvikler Jean-Louis' kærlighed til Maria sig, og der opstår gnidninger mellem Jean-Louis og Suzanne. Det fører på et tidspunkt til, at Jean-Louis bliver smidt ud af lejligheden, hvorpå han i protest flytter ind i en lejlighed ved siden af de spanske madammer. Egentlig uden bagtanke - virker det til - men naturligvis bliver fristelserne for store. Det er ikke for at afsløre plottet, men for at sige, at netop afslutningen på filmen er dens akilleshæl. For det er som om, at manuskriptforfatterne Le Guay og Jerome Tonnerre ikke kan beslutte sig for, hvad der er den mest harmoniske afslutning på den gode historie, og så bliver det lidt et både-og. Hvilket frustrerer meget, når man ellers har været både underholdt og undervist.

Jeg kan stærkt anbefale denne livsglade film med de få forbehold, som er nævnt her. Til filmens fortjeneste overdriver den ikke glæden ved at skille sig fra sit glædesløse ægteskab, som ellers så tit bliver påstået, men formår nænsomt at beskrive den frustrerende kamp Jean-Louis går igennem. Det er godt gjort.

---