Kvartetten

Af: Finn Andersen
Charmerende, sjov og sentimental film om pensionerede operasangere. Selvom filmen er præget af humanistiske holdninger, spiller tilgivelse og forsoning en vigtig rolle.

Cecily, Reggie og Wilfred lever på et hjem for pensionerede musikere og sangere. Hvert år holdes en stor koncert for at fejre Verdis fødselsdag – og i år giver koncerten mulighed for at få økonomiske støtte til at bevare deres hjem.

Jean, som engang har været gift med Reggie, kommer til hjemmet og forstyrrer freden og roen. Hun opfører sig stadig som en diva og nægter at synge. Men 'the show must go on', og det gør det så.

Dejlig feel good-film med rigtige kunstnere blandet med skuespillerne. Der er masser af operamusik med sangere og musikere rundt om i huset og parken.

Min kone har arbejdet med seniorer det meste af sit liv, så jeg kunne genkende mange typiske situationer, men hæfter mig også ved den værdi, hvert menneske tillægges, selvom de ikke længere er på arbejdsmarkedet. Reggie udtrykker det så fint med bemærkningen om at kunne ældes med værdighed.

Filmens drama ligger i forholdet mellem menneskerne. Dertil lægges temaer som sygdom, mangel på penge, et stort landsted og park – men her er det en 'tale-film' der går tæt på menneskerne - hvad de føler og tænker. De pensionerede musikere møder også unge i undervisning og foredrag – og generationerne lærer noget af hinanden.

Maggie Smith, som divaen Jean, er en stor skuespiller og bærer meget i filmen. Dustin Hoffman, som jeg har set rigtig mange film med, har instrueret filmen rigtig godt. Han har ikke instrueret mange, men trækker på sin store erfaring som skuespiller.

Der er kælet for billederne med mange gode skud i huset/slottet og parken – altid med et par ældre med. Billedopsætningen understøtter filmen meget fint sammen med en stille og rolig fremdrift i handlingen. Huset er bygget op som det virkelige hus 'Casa di Riposo per Musicisti', som er skabt af Giuseppe Verdi. Filmen giver plads til mange smil – fordi man genkender situationer, eller fordi dialogen mellem skuespillerne er god.

En kirke ligger i nærheden af huset bliver brugt som scene til nogle dybe samtaler og øvested for kvartetten. Men kirke og tro fylder ikke meget. Tilgivelse og forsoning skildres stærkest i forholdet mellem Reggie og Jean, som har været gift i 9 timer! Værdier og holdninger er udpræget humanistiske, men fx tankerne om menneskeværdi, tilgivelse og forsoningen, som står stærkt i filmen, kan derfor bruges til at relatere til Bibelen og kirkens budskab.

Kulminationen - koncerten, hvor der virkelig skal tjenes penge for at ombygge og sikre driften, er lidt slap. Der er måske kun 50 tilskuere til koncerten. Og vi bliver snydt for kvartettens optræden, da filmen panorerer ud af huset og ud over parken.

---