Kærlighed på film

Af: Asbjørn Asmussen
Masser af følelser og lidenskab, men ikke ret meget kærlighed at finde, så går du efter en romantisk aften, så vælg en anden film.

Jonas er gift med sin smukke kone Mette og har to dejlige børn. Han er fotograf i politiets tekniske afdeling og har alle grunde til at være et lykkeligt menneske. Men som så mange andre moderne danske mænd, oplever han det ikke sådan. Egentlig ville han gerne have været rejsefotograf i verdens brændpunkter. En smart lejlighed har han og konen også, men lykken lader tilsyneladende vente på sig. Derfor længes han efter det søde uforudsigelige liv, som han aldrig rigtigt fik del i. Jonas taber hovedet og giver efter for nogle drømme, som får skæbnesvangre følger, både for ham selv og for hans familie. Går du efter en romantisk aften i biffen, så vælg en anden film.

Ole Bornedal har selv sagt, at filmen handler om forkerte og rigtige valg. Men faktisk synes jeg ikke der bliver truffet ret mange bevidste valg i hans film. Tværtimod. Og de valg Jonas faktisk træffer virker underligt desperate og uoverlagte.

Jonas er og bliver en rigtig drømmer, og da han møder den trafikkvæstede Julia, hvis ulykke han var vidne til, så mister han helt jordforbindelsen og lader sig rive med i et lettere grotesk forviklingsdrama.

Bortset fra, at hele historien er ekstrem usandsynlig og samtidig ret forudsigelig, så provokerer den mig også med sit kyniske knæfald for de ustyrlige erotiske følelser. Og med det påfaldende fravær af ægte ansvarlig kærlighed. Den kærlighed, som er tålmodig, mild, ikke bilder sig noget ind, ikke gør noget usømmeligt og ikke søger sit eget. (Læs selv videre i 1 Korintherbrev kapitel 13).

Men sådan er det desværre i rigtig mange såkaldte kærlighedsfilm. Kærligheden bliver erstattet med den hovedløse forelskelse, som er parat til at skrotte al sund fornuft og ansvarlighed. Ja, selv sandheden. Og det kalder man så fejlagtigt kærlighed.

Det ville være befriende med flere film (og romaner for den sags skyld), som vil prise den ægte kærlighed, som kæmper og strider for sin overlevelse. Den kærlighed som også kan genoplive forelskelsens rus og lidenskab – uden at skulle såre og ødelægge. Den kærlighed som ikke sætter min egen oplevelse og tilfredsstillelse højest, men som først og fremmest vil sin elskede. Det kunne vi godt bruge noget mere af.

Der er masser er godt og intenst skuespil. Filmen er flot fotograferet og klippet på en spændende og overraskende måde. Men selve historien er for langt ude, og det er svært at identificere sig med filmens hovedpersoner. De mandlige vel at mærke, som næsten alle er mere eller mindre groteske.

Filmens morale er lidt svær at gennemskue. I værste fald handler den om, at turde kaste sig ud på det dybe vand og følge sin drømme uanset konsekvenserne. I bedste fald handler den om, at skal du endelig bryde med din familie og dine forpligtelser, så skal du i det mindste gøre det på en ærlig og ansvarlig måde. Så skal du tage ansvar for dine egne valg.

Men ser du den, så drag dine egne konklusioner. Der er i det mindste stof til eftertanke.

---