Jeanne d'Arcs lidelse og død

Af: Thomas F. Moesgaard-Christensen
En meget stærk stumfilm om fædrelandskærlighed, tro og martyrium.

Hvor tit har du sat dig ned for at se en stumfilm fra 1928? Eller en stumfilm i det hele taget?

Det følgende er en meget varm anbefaling af Carl Th. Dreyers mesterværk "Jeanne D’Arcs lidelse og død" fra 1928, måske den bedste stumfilm nogensinde – og en af de bedste film om tro overhovedet. Måske er du en af dem, der står af ved tanken om at se en stumfilm. Men prøv lige at hæng på alligevel – det er virkelig en fantastisk film!

Filmen handler om den unge pige Jeanne, som under Hundredårskrigene mellem England og Frankrig i 1400-tallet fik et kald fra Gud til at lede en opstand mod briterne. Hun havde held med sit foretagende, men blev fanget af briterne, som anklagede hende for falsk lære og kætteri – og som en kætter endte hun sit liv på bålet i Rouen.

Dreyers film er baseret på de omhyggelige skrifter fra retssagen, der er blevet overleveret. Disse har i tidens løb optaget mange og ledte til, at Jeanne blev helgenkåret i 1920. For i skrifterne er der et stærkt vidnesbyrd om en ung kvinde, der tog sin fædrelandskærlighed og sin tro på Gud alvorligt og lod det få konsekvenser for sig. I tro og villighed over for Gud kastede hun sig ud i det, der så umuligt ud, og som til sidst kostede hende livet. Men undervejs i retssagen holdt hun fast i troen på sin frelser, og dét gør også i dag et stærkt indtryk.

Det er en meget stærk film om en kvinde med en meget stærk tro. Når man sidder i et land, hvor det at være kristen ikke fører til forfølgelse, kan det være svært helt at forstå, hvad der overgik Jeanne. Selvfølgelig var hun en brik i et storpolitisk spil, men hun var også et eksempel på en fromhed, der fik radikale konsekvenser. Hendes tro fik konsekvenser for hendes liv – på nogle områder minder hun om en tidlig Sophie Scholl - de sidste dage.

Dreyers film er teknisk set langt forud for sin tid. Dreyers brug af lys er overraskende for en 80-år gammel film. Indtil 1981 troede man, at den var tabt for altid, men så fandt man en kopi i en norsk psykiatrisk institution, og hurra for det. I hovedrollen giver Rennée Falconetti dét, der er blevet kaldt "den måske bedste optræden på film nogensinde". Hun viser os, at Jeannes lidelse ikke var fysisk, men sjælelig. Mest af alt ville hun være et Guds barn og adlyde ham, og i længslen efter dette, kunne selv den værste smerte ikke nå hende. For hende var der kun Kristus, den opstandne. Det var ham, der var livet – og dermed kunne hun gå til sin død i troen på hans omsorg for hende.

Som kristen bør man trække vejret dybt og spørge sig selv om, hvilke konsekvenser troen har i ens eget liv efter at have set Dreyers mesterværk. For se den, dét bør man unde sig selv.

---