Innocence

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Ud fra et negativt syn på den israelske hær skildrer den israelske instruktør dygtigt, hvordan børn allerede i børnehave og skole bliver forberedt på en nådesløs kamp mod Israels onde fjender.

ET UUDHOLDELIGT PRES 

"Innocense" er en stærk og påtrængende dokumentarfilm. Men det er ikke en dokumentar i den forstand, at den viser hele virkeligheden. Den fokuserer på dem, der er så følsomme, at de ikke kan klare udfordringerne.

Et vigtigt problem
Filmen er lavet af den israelske jøde Guy Davidi, der tidligere har lavet den Oscar-nominerede Fem knuste kameraer. På grund af sin politiske aktivisme måtte han forlade Israel og bor nu i København. I et interview med Kino.dk siger han om sin egen militærtjeneste: "Det føltes, som om hele oplevelsen var et forsøg på, med alle midler, at nedbryde min identitet og mine værdier." Det lykkedes ham at få en lægeerklæring om dårligt psykisk helbred, så han blev sendt hjem efter tre måneder. Værnepligten er ellers tre år for mænd og to år for kvinder, og normalt indkaldes man som 18-årig. Om Israels hær siger han i samme interview: "Det israelske militær er en besættelsesmagt, hvis rutineopgaver involverer at kontrollere og terrorisere palæstinensere, alt imens de drager fordel af det." Det er med det udgangspunkt, han har lavet filmen. Når "Innocence" alligevel er seværdig, skyldes det, at han er en god filmmager, og at filmen behandler et emne, som man ikke må lukke øjnene for - heller ikke selvom man har forstået, hvorfor et land som Israel er tvunget til at have et stærkt militær.

Soldater er en del af hverdagen
Der er ikke en egentlig hovedperson i filmen. Vi følger især tre personer fra de er børn, til de kommer ind i militæret, men der er også mange andre med. De tre er måske særligt sensitive. Den ene viser talenter med billedkunst og digtning. Vi kommer tæt på deres oplevelser i børnehaven, skolen og familien, hvor de nærmest indoktrineres med en accept og endda beundring for militæret. De lærer, at det er skamfuldt at unddrage sig pligten til at forsvare sit land. Traileren viser, hvordan de introduceres til våben og kampvogne og bliver involveret i militær træning og skydeøvelser. Især denne del af filmen virker meget ensidig, for så massiv en indoktrinering af børnene er ikke almindelig. Men det er rigtigt, at de vokser op i et land, hvor militære uniformer og skydevåben er almindelig i gaderne, og også i hjemmene, hvis nogen i familien er i gang med at aftjene deres værnepligt.

Ingen god vej ud
Et stærkt gruppepres gør, at kun få vælger muligheden for at blive militærnægter. De tre, vi følger, fra de er børn, vælger alle at stille op til værnepligten. Det gør de vel vidende, at det vil ødelægge dem. De vil nemlig ikke finde sig i at blive trynet af den militære disciplin. Som ´én af dem siger: "Jeg vil være mig selv. Hvis nogen ikke kan lide mig som jeg er, er det deres problem." Palæstinensere, iranere og arabere er Israels fjender. Det medfører en generel dæmonisering af dem alle. Fjendebilledet bliver indlært i børnene allerede i skolen, det forstærkes gennem demonstrationer på gaderne, og det bliver altdominerende i militæret. Men der er altså børn og unge, som ikke kan tilegne sig dette ensidige billede af fjenden. De kommer følelsesmæssigt og på andre måder i klemme, og en del af dem kan efterhånden kun finde én udvej. Selvmordsraten i den israelske hær er voldsom høj, og det er nok filmens egentlige afsæt.

Påtrængende aktuel
Én ting er det israelske militærs ubehagelige opgaver med at opretholde lov og orden mellem israelere og palæstinensere, når der ikke er direkte krig, men siden Hamas' forfærdelige terrorangreb den 7. oktober i år er det blevet helt tydeligt, at Israel er nødt til at have et stærkt militær, som kan rykke ud nærmest uden varsel. Men det er lige så klart, at militæret i en krigssituation bliver sat til at udføre ting, som mange unge vil have svært ved at medvirke til. Det dilemma gør filmens anliggende endnu mere påtrængende.

Kan ses på Blockbuster.dk

---