I Kill Giants

Af: Christoffer Winther West
Underholdende fantasifilm om tolvårige Barbara, som flygter fra mobning og sin dysfunktionelle familie.

FLUGT IND I EN ANDEN VERDEN 

I filmen "I Kill Giants" møder vi den tolvårige Barbara (Madison Wolfe). Hun er en enspænder med en livlig fantasi, der har en tendens til at flygte ind i fantasiens verden. For at holde resuméet spoilerfrit, vil jeg først senere komme ind på, hvordan hun flygter fra virkeligheden – men flugten og de problemer, hun flygter fra, er massivt tilstede, og har nogle meget vigtige plotpointer. I Barbaras forsøg på at flygte fra mobning og sin egen dysfunktionelle familie, har hun opfundet et fantastisk rollespilsunivers, hvor hun ser sig selv som byens beskytter, der skal redde de intetanende mennesker fra kæmper og giganterne, der lurer udenfor. Dette gør hun igennem sindrige besværgende ord og diverse fælder. Det er også i vedligeholdelsen af disse, at hun en dag møder tilflytteren Sophia (Sydney Wade). De indleder et venskab, der på godt og ondt kommer til at farve historien og Barbaras udvikling – og ikke mindst hendes evne og villighed til at se sine metaforiske og praktiske dæmoner i øjnene. Midt i det hele møder vi også skolepsykologen Mrs. Mollé (Zoe Saldana) og storesøsteren Karen (Imogen Poots), der hver især bidrager til Barbaras drama.

Dygtige børneskuespillere
Filmen er vanvittigt flot produceret og indeholder et væld at flotte effekter. Der er ikke sparet på Hollywood-magien, og det kan mærkes, når filmen rigtig folder sig ud. Holdet bag filmen har haft nogle meget klare visioner for filmens udtryk, og filmen har en meget flot balance mellem den helt jordnære og beskidte realisme, og de store urealistiske magiske elementer. De to børneskuespilleres roller må ligeledes siges at være lyspunkter. De er begge troværdige, og det er meget få øjeblikke, hvor præstationen bliver plat eller tåkrummende, hvilket er en præstation, da det er nogle forholdsvis vanskelige og klichéfyldte roller, de begge spiller.

Læs ikke herfra for at undgå afsløringer
I forbindelse med BUSTER filmfestival i september 2018, tog jeg en 6. kl. med ind at se filmen. Da filmen i udpræget grad er lavet til unge mennesker, tænkte jeg, at det kunne være interessant at få deres perspektiv på filmen. Overordnet set var de alle meget begejstrede, om det var, fordi de slap for dansk, historie og matematik vides ikke, men det, de var særligt fascinerede af, var hele Barbaras kamp mod monstrene. Og selvom de var glade for at have set den, så var det, som om parallelhistorien ikke tiltalte dem videre. Nogle af dem forstod selvfølgelig ikke kampen mod kæmperne som en metafor for kampen mod morens kræftsygdom, men næsten endnu værre syntes de, at filmen blev en smule kedelig, når metaforen blev praktisk, hvilket er ærgerligt, da filmen på mange måder primært henvender sig til de yngre teenagere.

Noget på hjerte
Filmen har ikke noget kristent budskab, og religion er slet ikke tilstede i filmens univers. Til gengæld fortæller filmen en historie om, hvor vanskeligt det kan være at se sygdom og død i øjnene, og ligeledes om, hvor vigtigt det er at udvikle et sprog for at tale om de eksistentielle problematikker i livet. At børn også føler kompleks sorg og livets krasse realiteter, er ikke nogen hemmelighed – men vi voksne glemmer det ofte. Og her har "I Kill Giants" virkelig noget på hjerte. Censuren er sat til 11 år og op, hvilket er meget passende. Man kan sagtens se filmen som elleveårig, men værdsætter man den?

Alt i alt er det en fin film. Slet ikke, hvad jeg personligt havde håbet eller forventet fra en dansk instruktør. Men filmen er underholdende og har noget på hjerte. Den er flot, og kan tolkes på flere plan. Den har et godt budskab, og sidst men ikke mindst, så giver den mig lyst til at se flere Anders Walters-film.

---