Hvad med Kevin?

Af: Henrik Højlund
En mor og hendes voldelige søn i en gyseragtig film. Tilda Swinton spiller fremragende som den fortvivlede mor og Ezra Miller som teenagesønnen.

Fruen var ude, aftenen var lang. Hvad skal man lave? Se film! Jeg lejede en gangsterfilm, "Gangster Squad", men valgte så at se "Hvad med Kevin?" først. Når jeg nævner gangsterfilmen, som jeg så lige efter, er det fordi det undervejs i denne ret blodige affære gik op for mig, at "Hvad med Kevin?" var en langt uhyggeligere film. Uden den mindste svælgen i blod og død, selvom historien handler om en massemorder, formår den meget hurtigt at bygge en stemning op, som får en til at sidde med hjertet i halsen det meste af vejen.

Det er på ingen måde, hvad man vil kalde en gyser, og alligevel har den næsten gyseragtig effekt, i hvert fald af den slags gysere, som jeg så nogle stykker af, da jeg var ung. Som f.eks. "Hvad blev der egentlig af Baby Jane?", som jeg endnu husker som den måske uhyggeligste film fra dengang, selvom den i dag uden tvivl kun ville blive klassificeret som thriller. En vis hårdførhed har nu nok også indfundet sig hos de fleste af os, som har taget 1960’erne og 70’erne med.

"Hvad med Kevin?" har dog et andet anliggende end gysets. Selvom filmen af nogle anmeldere blev stærkt kritiseret for kun at ville pine tilskueren for tortureffektens skyld. Jeg hælder imidlertid til at mene, at den vil noget væsentligt. Og derfor får den 6 stjerner. På trods af at jeg normalt anser film og historier, hvor alt håb lades ude, for at mangle noget afgørende.

Jeg har ikke afsløret for meget af handlingen ved at fortælle, at hovedpersonen er massemorder, selvom man egentlig først bliver helt klar over det til sidst. Man fornemmer nemlig på et tidligt tidspunkt filmens grundstemning af katastrofe. Tidligt følger vi moren på besøg i fængslet hos sønnen. Noget er rivravruskende galt.

Kort fortalt er handlingen den, at et ungt, forelsket og velhavende par skal have et barn. Det betyder en forandring af deres lidt bohemeagtige tilværelse. Morens lovende karriere sættes på stand by. Hun vælger at hellige sig det kommende barn helt. Barnet viser sig imidlertid at være uhyre vanskeligt. Over for moren viser det fra begyndelsen en trods, som overskrider normalitetens grænser. Faren ser meget sjældnere denne side. Der synes aldrig at være pause i trodsen over for moren, som kun med opbydelsen af den yderste tålmodighed holder barnet ud. Vi følger morens kamp med en tiltagende knugende fornemmelse.

Det konstant skrigende spædbarn rulles af sted i barnevogn af en fortvivler mor, som får en lindrende lydpause, da hun stiller sig tæt ved en vejarbejder med trykluftboremaskinen på fulde omdrejninger.

Den knugende fornemmelse kommer også af, at filmen er bygget op som en krydsklipning mellem forskellige tider. Det sker uhyre effektivt og sådan, at man ikke på noget tidspunkt er hægtet af. Bid for bid stykkes billeder af drengens fremtidige voldshandling sammen, så det, vi på en måde hele tiden har vidst, til sidst bliver næsten unødvendigt at vise og derfor også kun vises i få billeder uden dvælen ved kød og blod. Det er allerede mere end uhyggeligt nok.

Farver og lyde spiller en afgørende rolle i filmen, som har næsten ekspressionistiske kvaliteter med billeder og lyde, der jævnligt fokuserer på detaljer, som fortæller mere end mange ord. Farven rød spiller fra starten en afgørende rolle. Man aner allerede her blodets symbol, selvom vi lægger ud ved et overdådigt glædesorgie i tomater i Spanien. Filmen giver på den led mindelser om den gamle gyser "Rødt chok".

Filmens væsentlige anliggende er at rejse spørgsmål som: Kan man tilgive en massemorders mor? En hun i en eller anden forstand medskyldig? Svigtede hun i opdragelsen? Vil man som forælder til en sådan søn være i stand til nogensinde at se sønnen i øjnene igen? Man undrer sig undervejs over, at moren overhovedet finder på at besøge sønnen i fængslet. De sidder tavse sammen hver gang. Hvad er meningen?

Slutscenen er umådelig stærk og åbner faktisk for en meget lille sprække af et slags håb. Efter et par år i fængslet er sønnen tydeligt svækket i forhold til tidligere psykopatisk magtfuldkommenhed. En usikkerhed har indfundet sig hos ham. Han signalerer behov for moren. Det er kun sket én gang før, da han i barndommen blev alvorligt syg, og moren passede ham. Dér indtrådte et mærkeligt afbræk i trodsen. For første gang hengav han sig til morens omsorg.

Man får næsten lyst til at citere Paulus fra Andet Korintherbrev kapitel 12 om magtesløsheden, men det ville nok være et overbud, selvom der givetvis også gemmer sig en vis psykologisk sandhed i det: Når vi er i knæ, kan der være en uventet åbning for selverkendelse.

Man kan diskutere, om filmen gør sig historien med massemorderen for let, dette at han fremtræder som et psykopatisk monster næsten fra starten. Det er jo langt sværere, når Breivik eller Hitler ikke fra starten var psykopater, men måske kunne være blevet en af os. For så kunne vi jo også være blevet en af dem.

Filmen er fremragende spillet af Tilda Swinton (den onde dronning i Narnia-filmene) som mor og Ezra Miller som teenagedrengen (og ikke mindre det for mig ukendte barn, der spiller barnerollen).

---