Holy Motors

Af: Michael Agerbo Mørch
Bizar film om filmmediets krise, om kunstnerisk frustration og menneskets identitet. En surrealistisk film for de få, der kan udholde 11 usammenhængende historier.

Der er altså skruet op for vanviddet i Leos Carax' nye film "Holy Motors". Wauw. Filmen er en fragmenteret identitetsfortælling, men iført så mange udklædninger, at man næsten ikke kan holde overblikket. Carax ("De elskede fra Pont Neuf") har nemlig gjort det, at han har taget 11 usammenhængende historier og samlet dem i den mest bizarre skeletfortælling: en mand, hvis job det er at køre rundt i en limousine og spille forskellige roller i Paris' indre by. Det er hans arbejde!

Manden, Monsieur Oscar (Dennis Lavant), begynder dagen med fredsommeligt at vinke farvel til sine børn og hustru. Så sætter han sig ind i en limousine, hvor dagens mødeaftaler ligger klar i en mappe på bagsædet. Nu begynder den rutineprægede business-dag på kontoret … men nej. For da Oscar stiger ud af bilen igen, er han forklædt som en gammel dame, der giver sig til at tigge på en bro i Paris. Der klippes til bilen igen, hvor Oscar nu klæder sig ud i en sort Motion Capture-dragt med selvlysende nitter. I et hermetisk lukket rum udfører han mærkelige militærøvelser og robot-erotik med en uidentificeret latexkvinde. Næste scene: Monsieur Merde (Hr. Lort) kravler rundt i kloakker og spiser blomsterne på kirkegården, inden han bestialsk afbryder en modelfotoscene og stjæler modellen (Eva Mendes) og bortfører hende til kloakkerne. Og sådan fortsætter det. Små spøjse, stødende, skøre, irriterende indfald, der vælter ud på lærredet. Man fanger mildest talt ingen pointe, men jeg nægter også at tro, at det skulle være meningen. Carax har skabt et surrealistisk værk i den franske tradition, hvor værket er åbent og refleksionen over absurditeten er den egentlige drivkraft i værket. Som parentes mellem tre akter vises der surrealistiske klip fra den franske filmskat, hvilket forstærker mistanken om Carax' avantgardistiske projekt.

Nuvel, filmen har også pointer. De forskellige roller, som Oscar spiller, har alle deres egen identitetskamp. Han spiller en far, der henter sin teenagedatter ved hendes første klassefest, og deres samtale vidner om stor uforsonlighed og mismod. En kendt situation fra hverdagslivet. I en musicalscene udspilles det klassiske romantiske drama mellem Oscar og Eva Grace (Kylie Minogue), som dirrer af længsel og brud. I en gangsterscene henretter Oscar en bankier på en fortovscafé, hvor businessverdens ruhed bliver udstillet koldblodigt. Mordet er ikke kønt og minder om mordet i "Decalogue nr. 5" af Kieslowski. Her er det ikke bare et tilfældigt drab i en række af henrettelser - ham her skal ned med nakken!

Filmverdenen har reageret voldsomt på filmen, fordi Carax har udtalt, at han lavede filmen i raseri over, at den franske filmbranche har blokeret alle hans projekter siden 99'er filmen "Pola X". Vreden, indebrændtheden og den filmiske dekonstruktion lyser i hver scene. Den er nærmest en to timer lang hævn på det medie, Carax elsker, men som i så mange år ikke ville lege med ham.

Filmen er for de få. Ingen tvivl om det. Den er bare for syret til råhygge. Men jeg nød filmen. Dels fordi jeg har en svaghed for surrealismen (Beckett har gjort sin gerning), og dels fordi der faktisk er mange flotte scener og meget godt skuespil i filmen. At Lavant gør 11 roller nærværende, må også betragtes som en stor præstation.

Når den så ikke får flere stjerner, er det fordi den i sidste ende bringer for lidt. Det postmoderne projekt, hvor seeren bliver gjort til filmens meningsbærer, er for kunstigt, og det er for trist et projekt at lægge stemme til. Derfor må Carax nøjes med en opmuntring og ikke en stående applaus.

---