Hobbitten: Femhæreslaget

Af: Peter U. K. Jensen
Den helt rigtige afslutning på trilogien om Hobbitten, hvor vi får et gensyn med hobbitter, dværge og troldmænd fra den fantastiske fantasiverden, som Tolkien skabte.

FØRSTE REJSE SLUTTER - DET STORE EVENTYR BEGYNDER

Ringen sluttes
Nu var det tid til afslutningen på den lange rejse sammen med hobbitter, orker, troldmænd og dværge fra den fantastiske fantasiverden, som Tolkien skabte på papir, og som Peter Jackson med stor kreativitet har skaleret op på filmlærredet. En flot og værdig afslutning på hele Tolkien-universet. Da jeg steg ud af biografens mørke var jeg begejstret og havde bare lyst til hurtigst muligt at gense de i særklasse flotte film om Ringenes Herre, for det lægger afslutningen i "Hobbitten: Femhæreslaget" i den grad op til!

Storslået åbningsscene
Vi bliver kastet lige ind i historien, hvor 2’eren slap os. Dragen Smaug er rasende og bringer død og ødelæggelse over Esgaroth. Alt håb synes ude. De griske og onde ledere i byen tager benene på nakken og tramper i bogstavlig forstand på de svage i samfundet. De har spærret filmens helt, Bard, inde i et stenfængsel, hvor han på forunderlig vis bliver befriet. Bard tager kampen op mod dragen - og med hjælp fra sin søn, der bærer den sejrrige, korsformede jernpil – bliver den gamle drage styrtet til jord, hvor ild og vand fortærer den. Dragen havde ødelagt alt i byen, og Bard må som den naturlige leder føre folket i sikkerhed, og her bryder filmens egentlige konflikt ud – for dværgenes leder, Thorin, er blevet ramt af 'dragesyge' og vil ikke overholde sin aftale med byens folk – guldet er blevet til besættelse, og krigen ser ud til at være uundgåelig, da mange folk gør krav på bjergets rigdomme.

Flotte kampscener
Filmens omdrejningspunkt bliver de mange konflikter, der til slut munder ud i det gigantiske femhæreslag. Helt i Peter Jacksons ånd er der ikke sparet på effekter, og det er ikke for sarte sjæle. I hobetal møder vi ulækre orker, trolde og flagermus. Kampscenerne er godt lavet og ikke mindst den afgørende kamp mellem Thorin og orkernes leder er virkelig god. Slaget er optaget i dagslys, hvilket giver en helt anden effekt end det mørke, der i udpræget grad præger kampscenerne i "Ringenes Herre".

Bibelske krydsreferencer
Peter Jackson får på fremragende vis skildret, hvordan rigdom kan korrumpere og gøre magtsyg. I filmen kaldes det ’dragesyge’. Der hviler en forbandelse over guldet, hvor dragen har ruget. Thorin bliver som besat, og Bilbo bliver den, der tør udfordre den enevældige dværgeleder. Filmen trækker også her på en række krydsreferencer til Bibelens persongalleri, hvor der er slående ligheder mellem Thorin og kong Saul samt Bilbo og kong David. Det gælder også for dragen, der er et billede på den gamle slange, og Bard der bliver en Kristusfigur, og sådan kunne jeg blive ved. Bilbos karakter får på fremragende vis lov til at skinne igennem og krones med Thorins anerkendende ord: "Der er mere godt i dig end du selv ved (…) Hvis flere af os værdsatte hjemmets glæder højere end sammenskrabet guld, ville verden være gladere."

Tak for nu til hobbitterne
Nu kan det hele lyde meget rosenrødt, men filmen har også sine svagheder. Den er for det første lang og til tider langtrukken. Hele ideen med at gøre en 275 siders bog til en 8 timers lang trilogi minder om, at der er nogen, der gerne vil tjene penge på noget, der kunne gøres betydeligt kortere. Men lad det nu ligge!

Min oplevelse af de tre hobbitten-film er god, og jeg glæder mig over, at jeg gennem filmene har fået et større og mere indgående kendskab til hele den fantastiske verden. Det har været en storslået rejse, som filmene har taget os med på, og nu er ringen sluttet for den lille historie, der var forløberen for den større historie, der i Tolkiens ånd blot var en lille bid i den største historie.

Læs også refleksionerne: En lillebitte helt og Når begyndelsen er god bliver enden bedre.

---