Hachiko: En ven for livet

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Hunden Hachiko bliver fundet af professor Parker på en banegård. De kan ikke finde nogen ejermand, og Parker kan ikke stå for Hachiko, som viser fuld tillid til ham.

Inspireret af en sand japansk historie har Lasse Hallström lavet denne stille og rolige film om en hunds trofasthed over for sin herre.

Professor Parker Wilson (Richard Gere) tager hver dag toget til arbejde. På vej hjem en dag finder han på banegården en sød, lille hvalp, der er brudt ud af en tabt transportkasse. Parker tager den med hjem indtil videre. Det falder dog ikke i for god jord hos hans kone Cate (Joan Allen). Hvalpen forvises til udhuset. Den voksne datter, Andy (Sarah Roemer), er dog hurtigt på faderens side og håber, de kan beholde hvalpen. Cate tør også op lidt efter lidt. Efterhånden følger Hachiko Parker til toget hver morgen og løber hen for at vente på ham igen hver eftermiddag.

Flere og flere kommer til at holde af Hachiko og giver den godbidder. En sjov detalje er, at nogle sekvenser vises fra Hachikos synsvinkel i næsten sort/hvid og på hovedet når han ruller rundt.

Der er mange muntre episoder, fx da hvalpen spiller på orgel, skal prøve at lære at fange en bold eller møder et stinkdyr. Der er vigtige guldkorn, fx til Andys kommende mand, der får et par ord med på vejen om også at holde ud i modgang. Parker skildres som en spændende underviser, der er god til at opmuntre.

Filmen bæres af utroligt gode skuespilpræstationer. Det er også nødvendigt, for historien er lige tynd nok til en hel spillefilm. Et rigtig godt lydspor med til at gøre det til en god filmoplevelse.

Hvis man har ægteskabet som tema i en eller anden sammenhæng, kan filmen være et udmærket oplæg til samtale, selv om det ikke er dens anliggende. Den skildrer et fint samspil mellem Cate og Parker Wilson. Et ægteskab har brug for, at begge ægtefæller påskønner forholdet. Der kræves imødekommenhed og forståelse. På et tidspunkt siger Parker: "Du har måttet finde dig i meget. Jeg har vist aldrig fået takket dig. Ved du, hvor højt jeg elsker dig?"

Ligesom i Lasse Hallströms film Som i Himlen og Chocolat går det i denne film galt med teologien. Ved en lidt besynderlig begravelse hedder det: "Intet, end ikke Gud, er større end én selv. Jeg hører og ser Gud i alt, men forstår slet ikke Gud eller hvem, der kunne være mere vidunderlig end jeg selv. I menneskers ansigter ser jeg Gud, samt i mit eget spejlbillede."

I andre af Hallströms film, En sand løgn, En ny dag i livet og Dear John skinner denne new-age-agtige opfattelse ikke igennem. Ser man bort fra begravelsestalen, er den opfattelse heller ikke i "Hachiko".

Familiefilm? - måske, hvis børnene fascineres af hunden. Der er et pænt sprog og en god tone og ingen farlige scener. Men der er ikke ret meget handling i filmen, som foregår over flere år og viser hundens trofasthed.

---