Habemus Papam/Vi har en pave

Af: Pelle Kviesgaard og Thomas Sæderup
Satirisk indføring i jobbet som pave, når den valgte ikke magter, at en milliard mennesker afventer hans fremtoning og velkomsttale på balkonen.

Paven vil ikke være pave! Det er omdrejningspunktet i "Habemus Papam", som slet og ret betyder "vi har en pave". Det er sådan, der proklameres, når den hvide røg er steget til vejrs fra Det Sixtinske Kapel i Rom.

Men hvad gør man så, når den mand, som Gud har udvalgt, ikke magter sin nye post og stilling som Kristi stedfrotræder på jord? Dette behandles i Nanni Morettis hellige komedie om pavelige problemer inden for Vatikanets mure.

Efter alskens åndeligt og psykisk gruppepres forsøger kardinalerne med psykologhjælp at få den nyudnævnte pave på bedre tanker og få ham til at acceptere sit kald som leder for alle verdens katolikker. Men lige lidt hjælper det, og til sidst flygter den deprimerede, nyvalgte, men endnu ikke offentligt kendte pave ud i Roms gader for at gøre det, han aldrig har nået, imens de infantile kardinaler og den tilfangetagne psykolog går mere og mere i hundene.

Filmen er italiensk og skabt med et kærligt og satirisk blik på Vatikanets styre. Den nyudnævnte pave (Michel Piccoli) er en ældre herre, som på glimrende vis portrætterer en paves inderste problemer ved det store ansvar. Det er fabelagtigt at se hvordan de ældre kardinaler trisser rundt som små drenge i skolegården og lever deres stille liv. Imens forsøger psykologen (Nanni Moretti) at peppe ventestemningen op blandt de forvildede kardinaler med en omfattende volleyturnering, der ikke klarer sig godt uden deres bortløbne hyrde. I dette kulturmøde mellem den ikke-troende psykolog og de rettroende kardinaler portrætteres menneskerne (eller børnene!) bag de religiøse skikkelser. Men også psykologen viser sine menneskelige fejl.

Den anden storyline omhandler imidlertid pavens flugt i Rom og er langt mere interessant at følge. Her oplever han hele det liv, han aldrig fik. Han møder familie-, børne- og parforholdsproblemer og genoplever også sin gamle drøm om at spille teater. Alt imens prøver han at finde sig selv og styrken til at bære sit kald, mens tiden og alverdens katolikker bliver mere og mere frustrerede.

Filmen forsøger at vise problemet i, at menneskene i den absolutte og autoritetstro kirke netop er ekstremt menneskelige. Systemet undermineres fuldstændigt, idet paven faktisk slet ikke har lyst til at være pave – hvilket de øvrige kardinaler heller ikke har.

På den måde bliver det fremragende belyst, hvad der egentlig sker, når lederen tvivler, hvis han bliver den, der "tror" for os. For når han selv har svært ved at tro og lede, hvad gør man så? Hvordan sørger vi for, at lederen får plads til at være et menneske og ikke bliver sat i en position, hvor det dybest set er hamrende ukomfortabelt for ham at være?

På den måde rejser filmen nogle relevante problemstillinger og påpeger, hvordan et "Guds kald" også i kristne kredse kan plastres på mennesker og knække dem.

---