Gud være lovet

Af: Peter E. Nissen
En afdækning af seksuelt misbrug af mindreårige i den katolske kirke, giver et tankevækkende indblik i sådanne sagers mange sider.

SANDHEDEN SKAL GØRE JER FRIE 

Denne film er bygget på en virkelig historie om etableringen af en forening af ofre for seksuelt misbrug i den katolske kirke i Frankrig. Vi begynder med at følge den kristne Alexandre Guérin, som i 2014 kontakter kirken, fordi han som barn blev krænket af en præst i forbindelse med kirkens spejderarbejde. Dette udvikler sig til etableringen af et netværk af krænkede mænd, som organiserer en større offentlig begivenhed omkring sagen mod kirken. Den har et dokumentarisk præg, hvilket får filmen til at fremstå troværdigt i sit handlingsforløb.

Flere lag i fremstillingen
Filmen er uden tvivl et indlæg i kritikken af den romersk-katolske kirkes håndtering af de mange krænkelsessager, som er dukket op flere steder i verden. På den måde kan filmen siges at være repræsentativ for en større problemstilling omkring krænkelsessager af børn. Det er en stor styrke, at filmen er i stand til at afdække flere lag af sagerne og håndteringen af dem. Den har en klar og gennemført disposition og gennem udviklingen af den aktuelle sag, får vi afdækket det komplekse område, som disse sager er.

For det første er der ofrene. Det er dem vi følger fra begyndelsen, og deres perspektiv bliver gradvist styrket. Vi presses til at se dem og høre på deres historie. Vi får ikke lov til at se væk eller lukke ørerne. Vi ser bl.a. både den dybt troende Guérins forsøg på at få kirken til at bekende sine fejl, den ateistiske Francois Deborts vrede og hævnlyst til at slå sagen stort op i offentligheden, og arbejderen Emmanuel Thomassin, som også har sine særlige mén af overgrebene. Det er forskellige mænd, som reagerer forskelligt, men de er fælles i smerten og vreden. Det samme gælder mændenes hustruer, som må finde deres egen vej i forløbet.

For det andet er der kirken, som fremstår dysfunktionel og fornægtende og ude af stand til at håndtere krisen klogt. Den primære anklage går på at krænkeren får lov til at fortsætte med at arbejde med børn, og at kirken har mere behov for at dække sig end for at tage ofrenes parti. Det er denne forargende dumhed, som driver ofrene i deres sag, og her har alle kirker meget at lære omkring håndteringen af sådanne sager.

Endelig er der den ældre generation af forældre og præster, som ofte har svært ved at forstå ofrenes behov for at få præsten dømt og få sagerne frem i lyset. Her er en interessant problemstilling, som vidner om forskellige generationers forhold til autoriteter og håndtering af kriser. Det giver en god baggrund for at forstå kirkens manglende evne til at håndtere sagerne.

Dramaet om Gud
Filmen er ikke fyldt med dramatiske effekter som Thomas Vinterbergs "Festen", som i tema ellers kan minde om den. Det behøver den ikke. Sagen er dramatisk nok, som den er. Filmen er dog lige lang nok. Vel kan det være godt at få afdækket detaljer omkring dannelsen af foreningen, men noget kunne med fordel forkortes eller udelades. Der er ingen overgrebsscener, men det kommer tæt på. I den sidste scene stiller Guérins ældste søn det interessante spørgsmål til sin far: "Tror du stadig på Gud?" Guérin svarer ikke, og man fornemmer usikkerheden og tvivlen. Denne spændende problematik udfolder filmen ikke nærmere, og måske er det også bedst, at et sådant spørgsmål får lov til at stå i denne sammenhæng. Guds eksistens står og falder heldigvis ikke med kirken, men sørgeligt er det, når kirken støder mennesker bort fra den herre, som den er sat til at tjene.

Filmen er kommet på dvd.

---