Gud taler ud

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En både dyster og humoristisk film med basis i en virkelig, men absolut ikke almindelig familie i 80'ernes Risskov. En film om mennesker og Gud og kombinationerne af de to ting.

GUD OG UFFE

Uffe (Søren Malling) ville gerne have været forfatter, men er blevet psykolog, og nu bor han og hans familie i Risskov, sammen med sin svenske kone, Gerd (Lisa Nilsson) og deres tre sønner, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra, da vi kommer ind i familiens liv. Fortælleren i filmen er den yngste søn, Jens (Marcus Sebastian Gert). Han og hans to storebrødre kalder Uffe for "gud" – velsagtens for at italesætte, at han opfører sig så eneherskende og selvforsynende, som kun Gud egentlig kan tillade sig. I 1986 springer atomkraftværket Tjernobyl i luften og spreder død og ødelæggelse. En lignende katastrofe indtræffer i parcelhuset i Risskov, fordi Uffe får konstateret kræft. Uffe er imod al medicin og har ingen tiltro til noget overnaturligt. Ergo ser han kun én udvej: han må kurere sig selv! Dette skal ske ved at hente en gammel skrivemaskine frem og skrive sig ud af sygdommen! Den forfatter, der så længe er gået tabt i ham, skal nu springe ud og frelse Uffe fra sygdommen! Som "gud" må han helbrede sig selv.

De fortabte sønner
Filmen rummer rigtig mange antydninger af bibelske elementer, fx gennem afsnitsoverskrifter. Det føles derfor rigtigt at anmelde dens beskrivelse af sønnerne ud fra Bibelens fortælling om faren, der havde to sønner. Den ene gjorde oprør og flyttede hjemmefra. Den anden blev hos far. Senere vender den fortabte søn hjem igen. Den yngste søn, Jens, "bliver hos 'gud'" – for Uffe accepterer ham, da han skriver digte og på den måde fører farens drøm videre. Den "mellemste Bukke Bruse", Thomas, er droppet ud af HF-studiet, tør ikke gå ud i lyset og bruger det meste af sin tid på at onanere. Hans sløvhed får ingen anerkendelse hos den gamle militærmand, Uffe. Den ældste søn, Mikkel, har gjort åbent oprør mod "gud". I sin fortid kopierede han farens ret voldsomme alkoholforbrug, men nu er han både tørlagt og troende. Han har tilmed fundet sig en kæreste i en frikirke, og er der noget, gud/Uffe hader mere end alt andet, så er det frikirker – og fede mennesker. Brylluppet i frikirken er et af filmens mere dramatiske højdepunkter. Om de fortabte sønner vender hjem, må du selv se i filmen. Mor Gerd prøver – som hun har gjort hele tiden – at holde sammen på familien på trods af alle spændingerne.

Møder gud Gud?
Jeg skal ikke kloge mig på Jens Blendstrups debutroman fra 2004, der netop var Gud taler ud. Men det siges, at romanen er meget neutral beskrivende uden at udnævne nogle til helte og andre til skurke. Hvis det passer, har filmen ramt romanens tone meget præcist. Alle personer er en forunderlig sammenblanding af sundt og skørt – om end procentfordelingen synes at variere noget. Da "gud" oplever en pludselig og uforklarlig helbredelse, truer både Gud og lægevidenskaben og al dens medicin med at ville tage æren – men "gud" fastholder stædigt til det sidste (eller måske kun næstsidste), at han alene har æren. Under alle omstændigheder fylder den kristne Gud en hel del i filmen – også på overraskende måder, som jeg ikke skal røbe. Man kan anføre, at beskrivelsen af frikirkemiljøet (som vi møder under brylluppet) er voldsomt karikeret ud fra Uffes vrangforestillinger. Men det siger jo mere om Uffe end om fænomenet "frikirker", så jeg fornemmer absolut ingen negative toner over for kristendommen hos filmens fortæller. Han beskriver – og lader det være op til os læsere/tilskuere at bedømme. Filmen rummer mange anledninger til at tænke videre – både over det med Gud og over relationer mellem far og søn, mellem brødre og mellem mor Gerd og de stakkels mænd. Uffes private "hær" af patienter, der forguder ham, er en ikke ubetydelig sidegevinst i denne film – både når det gælder humor, og når det gælder at beskrive Uffes status som "gud".

Fremragende stemning
Filmen rummer i sine klip og scenarier og frem for alt i sit skuespil meget store kvaliteter. Hverken Uffe eller Gerd bruger den store mimik, men behersker til gengæld mimikkens kunst i meget høj grad og gør mange scener til ren nydelse. Sønnerne udfylder også hver deres rolle på en troværdig måde. Man føler sig godt underholdt hele filmen igennem. Det er ikke så ringe endda i en selvbiografisk film, der rummer mange dybe tanker, samt en suppe bestående af rå hele løg, Maggi-terninger og snaps – og absolut altid kogt på et gasblus. Velbekomme.

---