Good Bye, Lenin!

Af: Carsten Riis Jensen
Den østtyske socialist Christiane Kerner går i koma. Da hun vågner op otte måneder senere, tør sønnen ikke fortælle hende om murens fald.

Jeg var 15 år, da Berlinmuren blev væltet, og genforeningen af Øst- og Vesttyskland for alvor begyndte. Jeg husker tydeligt de enorme omvæltninger, fra avisartikler og tv, og jeg husker,hvor meget jeg følte historiens vingesus, da jeg blot et år senere besøgte Berlin og så resterne af muren. Det var bevægende og lærerigt.

Netop fordi jeg husker episoderne, så jeg filmen "Good bye,Lenin!" med særlig stor interesse, og også derfor fremkaldte filmens handling og periodetilbageblik rigtig mange smil og grin. Det er en stor oplevelse at se det gamle DDR genskabt, i en lille lejlighed i Østberlin.

Præmissen for filmen er faktisk genial: Der skete jo helt utroligt store omvæltninger, fra Murens fald og de kommende måneder. Hvad hvis en person, som var vant til det socialistiske DDR, pludselig vågner op flere måneder efter, og slet ikke kan genkende verden? Hvor meget betyder det for os at være i et miljø og en kultur, vi er vant til? Kan et pludseligt system- og værdiskifte vælte os omkuld?

Det er genialt fundet på, at man i filmen lader en stor fortaler for det socialistiske styre i DDR, skolelæreren fru Christiane Kerner i koma i otte måneder. Da hun vågner op, er Muren faldet, tusinder af østtyskere er flyttet til Vesttyskland, den vesttyske D-Mark er indført som fast valuta, og overalt hænger der reklameskilte for Coca-Cola og Burger King.

Lige så genialt er det, at lærerindens søn, den unge Alex, forsøger at gøre hendes opdagelse af forandringerne så blid som muligt, så hun ikke får et tilbagefald og går i koma igen. Da hun vågner op af sin komatilstand, bliver hun kørt fra hospitalet til deres lejlighed. Forinden har Alex sørget for at indrette hendes værelse, så det ser fuldstændigt ud, som før hun blev syg – dvs. som det altså også så ud før Murens fald og kapitalismens indtog i Østtyskland. Det er i sig selv morsomt at se jagten på de gamle møbler, plakaterne, de socialistiske propagandaplakater og bøger, osv.

Alex får tilmed en god ven, som er videoproducer, til at indspille falske tv-udsendelser, så moderen kun langsomt forstår, at der er sket noget, mens hun har været borte.

Som en lille genistreg får de to drenge lavet de falske udsendelser sådan, at det for moderen ser ud, som om socialismen har vundet. Virkeligheden er jo, at socialismen tabte, og at østtyskerne straks flygtede ind i Vesten, da Muren faldt. Men i de to drenges tv-udsendelser får de det til at se ud, som om det er vesttyskerne, der er blevet trætte af kapitalismen og nu flygter til Østtyskland for at leve et mere simpelt liv.

Det gode ved filmen er, at den behandler temaet Øst/Vest på en humoristisk,men samtidig også alvorlig måde. Jeg formoder, at man skal have haft den aktuelle tid – 1989 og årene derefter – tæt inde på livet, for virkelig at synes om filmen, men den giver som sagt et friskt billede af de store forandringer, set igennem en fortvivlet drengs øjne, som for alt i verden ønsker, at hans mor ikke skal få et chok og dø af det.

Filmen er klippet og instrueret lidt på samme måde som den store franske filmsucces, Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, dvs. med voice-over og stedvise hurtige handlingsklip, som giver filmen et komisk tilsnit. Og så er det komponisten fra "Amélie", der også har lavet musikken til "Good bye,Lenin!".

---