Gensyn med Brideshead

Af: Carsten Riis Jensen
En rigtig flot film, som indeholder utroligt mange gode og tankevækkende scener. Der er noget at tale om og overveje efter filmen.

Jeg husker tydeligt BBC's tv-serie, som blev sendt på dansk tv i 1980'erne. Jeg kan især huske de to britiske karakterskuespillere, som så eminent portrætterede hovedpersonerne, middelklassedrengen Charles Ryder (Jeremy Irons) og overklassedrengen Sebastian Flyte (Anthony Andrews). Det var først og fremmest de to skuespilleres præstation, der brændte sig fast i min hukommelse.

Nu er historien, baseret på romanen fra 1945 af samme navn, endelig blev lavet som spillefilm. Denne gang med helt andre skuespillere, men stadig – synes jeg – med det der udefinerlige, britiske over sig. Sagen er jo den, at enten kan man li' britiske film og teaterstykker, som "Resten af dagen", "Howard's End", "Herskab og tjenestefolk", "Folk og fæ", osv., eller også er man mere til det amerikanske.

I den nye spillefilm, som er instrueret af manden bag Becoming Jane og filmatiseringen af Dostojevskijs "Forbrydelse og straf", er det især Emma Thompson og Greta Scacchi, der leverer nogle spændende skuespilpræstationer.

Historien foregår i 1930'ernes England, hvor den unge studerende middelklassedreng, Charles Ryder, møder overklassen/aristokratiet i form af den medstuderende, Sebastian Flyte. Sebastian lever livet med sprut og fester, og han hører til blandt skolens praktiserende homoseksuelle. Charles Ryder er fascineret af denne kultur, måske først og fremmest fordi han selv er kunstner og ønsker at leve et rigtigt "kunstnerliv".

Sammen nyder de to unge mænd livet, og en dag vælger Sebastian at invitere sin ven med til familiens enorme gods, Brideshead. Charles mærker, at der er noget vedrørende Brideshead, som Sebastian ønsker at skjule for ham. Det er der også. Nemlig Sebastians familie – og i særdeleshed hans mor, spillet af Emma Thompson. Familieoverhovedet på Brideshead, Sebastians mor, er en stram kvinde, som lever og regerer på sin katolske kristentro. Men man opdager efterhånden i filmen, at den form for katolicisme, hun lever på, både er dybt lovisk og bliver brugt som en slags pisk over for resten af familien.

Netop derfor er Sebastian blevet familiens sorte får, fordi han lever et udsvævende liv, og fordi han er homoseksuel. På Brideshead møder Charles Ryder også Sebastians søster, Julia, som han efterhånden forelsker sig i. Det viser sig dog at være en umulig kærlighed, først og fremmest på grund af familiens religion.

Sådan som jeg husker den gamle tv-serie, spillede religionen en mindre rolle end den gør i biografversionen. Det gør ikke noget. Tværtimod. Der er rigtig meget at tale sammen om, når filmen er slut.

Dels beskriver filmen det dekadente liv og dets farer. Dels beskriver den en spændende tid midt mellem to verdenskrige. Og endelig beskriver den, hvad religion kan gøre – og ødelægge – i en familie.

I begyndelsen af filmen siger Charles Ryder - i tilbageblik - at hans største problem nu, efter mødet med familien på Brideshead, er skyld. Han føler skyld, fordi det netop er skyldfølelsen, moderen bruger imod sine børn. Hun taler til dem og behandler dem på en måde, som gør, at de altid føler sig skyldige. Aldrig gode nok. Altid under pisken, både religiøst og socialt.

Samtidig føler Charles skyld, fordi han som bekendende ateist giver familiens to børn, Sebastian og Julia, en grund til at gøre oprør. Og endelig, i filmens slutning, føler han skyld, fordi han forsøger at rive Julia endeligt ud af Brideshead-slægtens katolske livsstil.

Da faderen i filmen efter mange års fravær vender hjem til Brideshead for at dø, vælger datteren Julia en gang for alle at gøre, hvad hun måske altid har følt, hun burde gøre: Hun går i den nu afdøde moders fodspor og bliver den nye "katolske tyran" på godset Brideshead. Charles forsøger at få hende væk derfra, men i en meget afgørende scene i filmen, netop da faderen endelig dør, ser han, at det er et umuligt projekt.

"Gensyn med Brideshead" er en rigtig flot film. Tidsbilledet, kostumerne og stemningen er ramt fantastisk flot. Hvad jeg personligt savner allermest er, at de centrale personer, især moderen på Brideshead, burde have spillet endnu mere stramt og endnu mere dominerende, end hun gør. Den manipulation og undertrykkelse, som børnene er udsat for, kræver en mor, der er mere stram end Emma Thompson er i filmen. Men ellers er der utroligt mange gode og tankevækkende scener i filmen.

Jeg synes især, det er interessant, at selvom personerne i filmen tilhører de rige, den højere klasse, så er det ikke disse ting, der betyder noget for dem. Tværtimod viser de til tider foragt for den klasse, de tilhører. Hvad der i stedet betyder noget for dem, er ting som synd, nåde og forløsning. Og skyld. Det gør filmen ekstra interessant.

Blandt de emner, som er værd at diskutere, er den religion, familien fokuserer så meget på. Den kritiske Charles Ryder siger på et tidspunkt: "Jeres tro på Gud er jeres største opfindelse. Den tillader jer at synde og så få tilgivelse ved at bekende. I tværer det hele af på Gud og fortsætter så bagefter, hvor I slap." Hele filmen igennem ses det, hvordan den katolske tro hviler som en tung dyne over familien, og at børnene lever i angst, måske først og fremmest for deres mor.

Det er også værd at diskutere, hvor Guds nåde er i denne film. I bogen, af forfatteren Evelyn Waugh, siger hun på et tidspunkt, at der i alle menneskers liv kommer et "træk i tråden", dvs. at Gud blander sig i vores livsforløb og forsøger at trække os indenbords. Hvordan oplever familiens børn denne "trækken"? Oplever de den positivt? Eller som en fordømmelse?

Hvad sker der med Charles Ryder til sidst i filmen? Hvorfor slukker han ikke stearinlyset i familiens kapel, men vælger at gå sin vej? (i bogen bliver han omvendt, til sidst).

---