Fornærmelsen/The Insult

Af: Mads Dahl Mølgaard Madsen
En kristen libaneser og en muslimsk palæstinenser hiver hinanden i retten over en bagatel, der ripper op i et nationalt traume.

SLÅR DIN NÆSTE DIG PÅ DIN ENE KIND, SÅ…  

Hvornår har du senest set en libanesisk film? Libanons filmindustri har ikke ligefrem blomstret og haft gode kår i en lang årrække pga. politiske sanktioner. Men efter en tumultarisk omgang frem-og-tilbage og juridiske anklager imod instruktøren, endte Libanon med at sende en kandidat til Oscar-showet 2018. Det førte til, at en libanesisk film for første gang nogensinde blev nomineret i kategorien ”Bedste ikke-engelsk-sprogede film”.

"Fornærmelsen" er en dybt personlig film for instruktør og manuskriptforfatter Ziad Doueiri og den anden manuskriptforfatter Joelle Touma. Ziad er sekulær libanesisk muslim, og Joelle er kristen libaneser. De har været gift, men skrev manuskriptet til denne film sammen, imens de var ved at blive skilt. Og det kan mærkes, at filmen er skrevet af to personer, der kommer fra hver deres skyttegrav i den religiøse krudttønde i et Libanon, hvor mange følelser og ar fra en barsk borgerkrig og palæstinensisk flygtningestrøm ligger lige under overfladens tynde fernis. Med respekt og forståelse for begge sider giver filmen et indsigtsfuldt indblik i en meget sejlivet og sprængfarlig national konflikt.

En dominobrik vælter og sætter Beirut i brand
Salameh, formanden for et byggesjak, får en dag vand i hovedet på gaden fra bilmekanikeren Tonys altan, fordi nedløbet er i stykker. Derefter tilbyder Salameh Tony at reparere nedløbet, men Tony smækker døren truende i ansigtet på ham. Salameh ordner nedløbet på trods af afvisningen, hvilket medfører, at Tony smadrer det just reparerede nedløb for øjnene af Salameh. Derefter sviner Salameh Tony til. Derefter, derefter, derefter… En tilsyneladende bagatel af en hændelse eskalerer hurtigt og fører til had de to brushaner imellem, og det ender i et langt retssalsdrama, der får national bevågenhed og truer med at eksplodere i gadekampe og virak. Og nå ja, fik jeg nævnt, at Salameh er muslimsk palæstinenser, mens Tony er kristen libaneser?

Gammelt traume spøger i kulissen
Min viden om den libanesiske borgerkrig i 1980’erne og de mange palæstinensiske flygtninge, som stadig i dag sidder bænket i permanente midlertidige lejre, var meget begrænset, før jeg så denne film. Derfor skulle jeg nogle gange holde tungen lige i munden for at forstå hele dette tapet af religions-, nationalitets- og politikkrise, som danner bagtæppet for, at bagateller koger over og åbner graven til et blødende nationaltraume i en håndevending. Men historien er også så godt fortalt, at man sagtens kan relatere til den. Man følger let med og lærer noget indsigtsfuldt om Mellemøstens spændinger, også selv om ens viden er begrænset. Den underlæggende fortælling er såmænd så universel, at den kunne være foregået overalt i verden, hvor folk er forskellige.

Had på forhånd
I det første møde imellem filmens hovedpersoner, får man intet at vide om politik, etnicitet eller religion, der kan retfærdiggøre Tonys reaktion. Senere finder vi ikke-arabisk-kyndige ud af, at Tony kunne høre på Salamehs accent, at han var palæstinenser, hvilket var nok til at tænde ham af. Det igangsættende problem var altså ikke et ødelagt nedløbsrør, men de to mænd hadede så at sige hinanden, allerede inden de mødtes for første gang. Det er en meget tiltrængt film, der undersøger nedarvet nid og nag imellem forskellige grupper, hvor det er fortidens historiske og kulturelle spøgelser, der definerer relationer imellem to mennesker. Men det gøres ikke med en ubalance, hvor den ene part portrætteres mere sympatisk end den anden. Godt nok er Tony en slagsbror med kort lunte, mens Salameh mere syder og skumler indvendigt, men trods forskelligheder i personlighed, har de virkelig meget til fælles: De arbejder begge hårdt, er kærlige ægtefæller, er lige stædige, lader sig lige nemt provokere, har høje begreber om værdighed og ser ydmygelse som en art eksistentiel død. Det er en fin pointe i historien, at de egentlig er ret ens. Deres fjendtlighed imod hinanden er dybest set et levn fra krigstraumer, som de igen har tilfælles, selv om de ikke stod på samme side i konflikten.

Historie i flere lag
En lille anke ved en ellers meget vellykket film er, at filmens elektroniske score virker malplaceret og til tider for inciterende. Men hovedrolleindehaverne spiller virkelig godt, og det samme gør et meget veloplagt birollecast. I samspil med et kløgtigt manuskript, kompetent instruktion og meget velfungerende kameraføring kører filmen sit budskab fint i land. Filmen vil formentlig opleves som en indsigtsfuld og nuanceret fremstilling af de fleste. Og så gør den det oven i købet i flere lag: Tony vs. Salameh, mand vs. kone, far vs. datter. Hovedrollernes forhold til deres koner får også lov til at afspejle den overordnede historie, og det samme gør hovedrollernes forsvarer og anklager, som ’tilfældigvis’ er far og datter.

Virkeligheden er kompliceret
På flere tidspunkter ville man forvente et forsonende kram, en sentimental og opløftende løsning eller den pludselige indsigt hos parterne om, at vi jo alle dybest set er ens. Men det ville være for nemt og en løgn. Virkeligheden er kompliceret, alle med antipatier imod nogen har sine dybtliggende grunde. Samtidig er tilgivelse en svær vej at give sig ind på, fordi man måske mister noget meget værdifuldt i sin verdens- og selvforståelse. Instruktøren skal have stor ros for at formidle en kompliceret konflikt på en troværdig, overskudsagtig og letfordøjelig måde.

Kan ses på blockbuster.dk.

---