Flugten til frihed

Af: Henrik Højlund
En smuk film fra Atlasbjergene i Algeriet med Viggo Mortensen i hovedrollen. Om livets meningsløshed og menneskelig ansvarlighed.

MORALSK ANSVARLIGHED I MENINGSLØSHEDEN
Den franske film "Flugten til frihed" bygger på den franske forfatter og nobelpristager Albert Camus' lille novelle Gæsten. Filmen følger meget præcist novellens optakt. En franskmand, Daru, af spansk oprindelse, er udstationeret som lærer i Atlasbjergene i Algeriet i 1954. Det er kort før løsrivelseskrigen mod Frankrig. Daru passer samvittighedsfuldt sin daglige dont med muslimske børn i den afsidesliggende skole i de golde, øde bjerge. En dag forstyrres han af en bekendt, en gendarm, som har en fange med sig, en lokal algerier. Han har slået sin fætter ihjel og skal nu for domstolen i nærmeste by. Gendarmen beordrer Daru til at bringe ham det sidste stykke, da gendarmen har nok at gøre med oprørere i området. Daru afviser det. Han vil ikke involveres i en sag, som han ikke kender op og ned på, og som vil kunne betyde domfældelse af en uskyldig.

Der er imidlertid ingen vej udenom for Daru. Om natten opholder han sig alene i den lille skolebygning med algerieren og overvejer situationen gentagne gange. Om morgenen har han besluttet sig. Han sender algerieren af sted på egen hånd med mad og penge på lommen og stiller ham over for muligheden af frihed, hvis han i stedet for at følge vejen til byen og domstolen, følger vejen til nomader og muligheden for frihed. Algerieren vælger mærkeligt nok det første. Og der slutter så novellen.

Novellen cirkler om de temaer, man finder overalt i Camus’ bøger. Det handler om livets grundlæggende meningsløshed og lidelse. Imod meningsløsheden og lidelsen må man handle med moralsk ansvarlighed for sit medmenneske. Man kan ikke stå på sidelinjen, man må vælge side. Camus var ateist og stærk modstander af alle totalitære ideologier. Han vendte sig således også mod sin egen kommunistiske fortid.

Filmen udbygger historien kraftigt. Men den gør det fint i forlængelse af historiens intention og Camus' idéer generelt. Lærerens kvaler med at vælge side uddybes. Ligesom også hans medmenneskelighed udfordres af de nye lag på historien.

Det er en meget smuk film om fundamentale livstemaer. Og så er den endnu et eksempel på, at også en ateist finder korn. Hvilket aldrig bør overraske. For ateisten lever også i Guds verden, hvor øjensynlig meningsløshed modsiges af trangen til mening og medmenneskelighed. For ateisten er meningsløsheden det grundlæggende vilkår i tilværelsen. Atomer og molekyler kaster ikke af sig selv mening af sig. Meningen må vi selv skabe. For den gudstroende er det lige modsat: Grundvilkåret er mening, fordi alt er skabt af Gud, med mening og hensigt. Lidelsen er ikke det grundlæggende, det er derimod lykken og skønheden. Så når meningsløshed og lidelse truer, forlader den gudstroende sig på, at det trods alt kun er parasitter på meningsfuldheden. Og den gudstroende anser ateisten for utilsigtet at bekræfte dette forhold, når han – imod sit livssyn – insisterer på mening.

Viggo Mortensen (ham der uundgåeligt forbindes med "Ringenes Herre", ”Traver”) spiller rollen som Daru. Det gør han fremragende og imponerer med sit franske og arabiske.

Billederne fra de golde, øde bjerge er betagende. Musikken af Nick Cave og Warren Ellis rammer stemningen rent. Se den!

---