Flugten fra Sobibor

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En russisk film om fangeflugten fra dødslejren Sobibor i 1943, hvor krigsfanger fra Den Røde Hær fremstilles som helte. Stemningen er hovedsagelig grum og intens og ikke for sarte sjæle.

HISTORISK FIKTION MED USAND PROPAGANDA

Russiske filmfolk har genindspillet en engelsk film fra 1987 om flugten fra dødslejren Sobibor. Det er der kommet en seværdig film ud af, hvis man interesserer sig for genren. Fotograferingen er stemningsfuld, tydelig, dramatisk og enkelte steder endda poetisk. Disse tillægsord passer faktisk også på musik og manuskript. Der er enkelte åndehuller undervejs, men ingen humor. Stemningen er hovedsagelig grum og intens og ikke for sarte sjæle.

Filmen åbner med ankomsten af en ny sending fanger. Intet nyt i det. Sådan begynder mange koncentrationslejr-film. "Hjertelig velkommen til Sobibor, og velkommen til jeres nye liv," lyder det over perronens højttalere, mens et fange-orkester spiller livlig klassisk musik. Næste scene er en flok nøgne kvinder, der kvæles i gaskammeret. Gennem filmen får vi flere eksempler på, at nazisterne uden undtagelse og hele tiden er grusomme og umenneskelige. De var uden tvivl forfærdelige, men her er det så massivt, at det nærmer sig karikatur.

Soldater og jøder
Sobibor blev taget i brug i 1942, og den blev totalt sløjfet efter fangeflugten i 1943. Den kom op på en kapacitet på 1.300 henrettelser hver arbejdsdag, og man regner med, at 250.000 jøder blev henrettet i alt. Ved ankomsten blev visse grupper håndværkere sorteret fra. Resten blev ført direkte til gaskammeret. Håndværkerne var blandt andet skræddere, skomagere, snedkere og juvelerer. De kom til at arbejde i lejrens værksteder, og det er dem, der bliver filmens helte. Eller rettere en del af dem. Blandt dem, der kom til Sobibor var der nemlig nogle krigsfanger fra Den Røde Hær. Det var blandt disse professionelle soldater, at planen om flugt opstod. Så langt er filmen tilsyneladende korrekt.

I den russiske filmatisering har krigsfangerne ikke meget til overs for jøderne. Jøderne har ikke mod til at sætte sig op mod nazisterne, mener de. Jøderne dukker hovedet og bliver ved med at snakke om, at de har en fremtid efter krigen. I et par scener ser vi, hvordan jøderne giver en omgang tæv til dem, der ikke vil dukke sig, og dermed provokerer de nazistiske vagter. Jøderne vil overleve ved at følge reglerne.

Manipulerende propaganda
En af nazisternes regler er, at når nogen forsøger at flygte, så henrettes hver tiende af dem, der arbejder i værkstederne. Derfor må en flugt indebære, at alle lejrens fanger skal flygte. Nogle af jøderne går tøvende med i komplottet, som indebærer, at de ti øverstkommanderende i lejren skal likvideres, inden alle i lejren flygter. I denne russiske filmatisering fremstilles det, som om de russiske krigsfanger ikke er jøder, men i de kilder, jeg har støvet op på nettet, omtales krigsfangerne alle steder som jødiske soldater fra Den Røde Hær.

Selvom filmen på mange måder er tro mod de virkelige begivenheder, så er det et alvorligt minus, at man har manipuleret så meget. Filmen er en herliggørelse af soldater fra Den Røde Hær. Indirekte må man forstå, at jøderne ville have været prisgivet, hvis ikke det var for de heltemodige russere. Der fjerde stjerne røg, fordi det bliver fortiet, at soldaterne faktisk var jøder, og den tredje var på vippen, men et solidt filmhåndværk reddede den.

Jødernes gudsdyrkelse har god plads, både ved gudstjenesten og ved den private tro, og den fremstilles meget sobert. Filmens sprog er russisk, tysk og en smule jiddisch.

Da filmen bygger på virkelige begivenheder, er slutningen ikke nogen overraskelse. Rulleteksterne oplyser helt i overensstemmelse med andre kilder, at ved flugten blev 100 dræbt af vagternes skud og landminer omkring lejren. 300 slap væk i live. Filmen oplyser, at af disse blev 150 dræbt af polakker i lokalområdet eller overgivet til tyskerne. Mange af de undslupne sluttede sig til partisangrupper, som kæmpede mod nazisterne. Kun 50 overlevede krigen.

---