Film som åndelig fastfood

Af: Henrik Højlund
Filmkiggeri kan gøre én åndeligt doven. Det er en meget let måde at stille den åndelige sult på. En slags åndelig fastfood.

Jeg elsker at se film. Jeg er filmoman. Jeg er afhængig. Jeg får abstinenser efter tre dage uden film. Kroppen begynder at ryste, det flimrer for øjnene, jeg får tiks, begynder at gå i søvne, sveden lugter anderledes.

Jeg har forsøgt med afvænning. Forsøger faktisk hvert år. I fastetiden. Afstår fuldstændig fra film og fjernsyn i samfulde fyrre dage eller deromkring. En kold tyrker. Fjernsynet ned i kælderen om bag ragelse og rod. Gemt af vejen, så fristelsen ikke bliver overmægtig.

Begrænsede abstinenser
Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer helskindet igennem. Men det gør jeg. Hvert år. Det er et under. Abstinenserne er begrænsede. Synet af fjernsyn i andre hjem giver kun svage trækninger ved det ene øjenbryn. Og kun i den første tid.

Efterhånden falder der ro over krop og sind. Der indtræder andre tilstande. Sindet bliver ligesom renset. Det åbner sig for andre indtryk. Bøgerne på hylderne virker anderledes indbydende. Konens behov for snak bliver mit eget behov. I det hele taget virker hun betydeligt yngre, mere indtagende, for ikke at sige direkte fristende. Besøg af venner bliver et kærkomment afbræk, snakken over aftensmaden forlænges med den tid, tv-avisen tager, gamle spil findes frem lørdag aften.

Falsk tilfredsstillelse
For 49 år siden skrev min far en artikel om film i Indre Missions Tidende. Det var i en vis forstand i filmens barndom - i de missionskes filmbarndom. Man fornemmer klart af min fars artikel fra 1958, at han bevægede sig i et minefelt. Film var ikke hverdagskost for Indre Mission. Ej heller for min far. Derfor bruger han noget krudt på at argumentere for, at det faktisk kan give noget at se en god film.

Men så bruger han også krudt på farerne ved filmkiggeri. Der er ét af argumenterne, jeg synes er særlig interessant - og stadigvæk helt aktuelt. Han skriver om den "åndelige trang" og "higen efter åndelige værdier", mennesker har i sig.

Den trang og higen kan finde en form for falsk tilfredsstillelse i biografen. Dertil kommer, at man overfodres med "billig og stærk dramatik", så ingen gider et "kedeligt" møde eller gudstjeneste.

Stilheden truer
Jeg tror, at min fars argument i al sin enkelhed har meget for sig. Af egen erfaring ved jeg, at filmkiggeri kan gøre én åndeligt doven. Det er en meget let måde at stille den åndelige sult på. En slags åndelig fastfood.

Jeg har tænkt på det flere gange, når jeg mærker den indre gnaven, den lille ubestemmelige længsel, stilheden der truer en anelse - hvad griber jeg meget let til? En film selvfølgelig.

Jeg holder ikke op med at se film. Men jeg glæder mig til fasten. Dér bliver jeg dejligt mindet om, at den åndelige sult skal mættes med langt bedre sager end film.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 6/2007

---