Et sekunds lykke

Af: Henrik Højlund
En mærkelig og fjern film fra maoismens tid i Kina. Om en far, som søger at finde sin datter i en filmstrimmel, hvor hun bare medvirkede et øjeblik.

UPERFEKT OG LIVSNÆR LYKKE 

Sikke en mærkelig film. I en tid og en kultur, som føles uendelig fjern. En film om film og om filmens lykkerus, men måske også om filmens begrænsning i forhold til virkeligheden.

Vi træder ind i maoismens tid i Kina, den såkaldte kulturrevolutionstid, fra 1966-1976, hvor bl.a. et hav af mennesker blev placeret i opdragelseslejre. Noget tilsvarende findes for øvrigt stadigvæk i Kina med bl.a. de muslimske uighurer.

En mand er flygtet fra en opdragelseslejr for at opsøge en filmfremvisning, hvori hans datter træder frem et øjeblik, en datter han ikke har set i flere år, og som han måske aldrig kommer til at møde igen. Ét sekunds lykke – at ”være sammen med” datteren i det ene sekunds glimt i filmen.

Årets højdepunkt
Vejen til det ene sekunds lykke bliver imidlertid lang og meget bumlet, fordi andre mennesker forsøger at få fingre i filmrullen af andre grunde. Hvilket betyder, at han må kæmpe for ”retfærdigheden og filmens ret” og muligheden for, at filmen kan blive vist i et kæmpestort og meget simpelt fællesrum, hvor hele landsbyen samles den ene aften, filmen vises, som var det årets absolutte højdepunkt. Hvad det sikkert også kan have været i den kultur og tid.

En af dem, der forsøger at stjæle filmrullen, er den faderløse pige Liu, og de to kommer efterhånden tæt på hinanden i en blanding af fjendskab og venskab, eller en form for far-datter forhold. Historien finder sted i en verden og en kultur, som i visse elementer rummer en svag genkendelighed, når man selv er vokset op i en tid, hvor filmvisning hørte til i den lokale biograf med en lang tilskuer-kø stående ude på Nørregade, når der søndag eftermiddag skulle vises "Far til fire", og man glædede sig som til juleaften med filmens magi og lykkestund. I mange andre elementer rummer filmen noget, der smager af en verden og kultur, som hører til i en tid og et sted, som hører til på den anden side af kloden, både bogstaveligt og i overført betydning.

Filmrullen med et billede af datteren
Der er givetvis en hyldest til selve filmens magi i denne film, men filmens slutning kan også ses som noget, der peger i en anden retning: det virkelige livs mere uperfekte, men meget mere holdbare, længerevarende og livsnære lykke. Manden møder, efter at have været anbragt i opdragelseslejren igen i nogle år, pigen Liu, og da de til sidst forgæves forsøger at finde nogle stumper af filmrullen med billede af mandens datter, står de med et smil på læben. Nu er der kun de to tilbage, og det er måske også betydeligt bedre end det lille "perfekte", livløse datterbillede. Ét sekunds lykke kan erstattes af livslang, aldeles ufuldkommen, men virkelighedsnær livsglæde.

Jeg har næppe forstået alle filmens underliggende pointer, og noget tyder på, at filmen også kan have haft et skjult anliggende i forhold til det nuværende kinesiske politiske styre. I hvert fald blev filmen i sidste øjeblik – af de kinesiske myndigheder – taget af Berlinfestivalens program i 2019, og først noget senere udgivet. Formentlig efter en redigering!

Filmen er kommet på dvd.

---