Et med Gud

Af: Carsten Riis Jensen
Filmen om den millionsælgende forfatter, der hævder, at han fører samtaler med Gud. Men en ualmindelig kedelig og ligegyldig film.

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde hørt om Neale Donald Walsch, før jeg så denne film. Og nu, hvor jeg har set filmen, er jeg egentlig stadig ret ligeglad med, hvem han er, og hvad det er, han påstår. Filmen er ualmindeligt kedelig, medmindre man har læst Walsch's bøger, og den Gud, der præsenteres i "samtalerne", er en ualmindeligt ligegyldig Gud.

Bøgerne Guddommelige samtaler opstod i sin tid, fordi Neale Donald Walsch en nat satte sig ned og skrevet et vredt og fortvivlet brev til Gud. Han var vred, fordi hans liv var en fiasko. Brevet slutter med spørgsmålet: "Hvad har jeg gjort, siden jeg fortjener at leve et liv så fuldt af evindelige kampe?". Netop som han vil lægge kuglepennen fra sig, hører hans en stemme tale. Stemmen bliver ved med at tale, og Neale begynder at skrive de ting ned, han hører.

Samtalerne er helt tydeligt et opgør med "religionernes Gud". I en af samtalerne siger den "guddommelige stemme" tilmed, at han ikke er som religionernes Gud, den vrede, hævntørstige gud, eller den Gud, der vil tilbedes, eller den gud, der vil ofres til. I stedet for får man, når man ser filmen, det klare indtryk, at den Gud, der taler til Neale, er en Gud, som er nem at tro på. En, der ikke er svær at forstå. En, der i samtalerne selv siger, at alt handler om kærlighed.

Filmen består af to hoveddele: Først ser man Neale's personlige nedtur, fra en succesrig person til en hjemløs mand uden job. Dernæst, da bunden er nået og spørgsmålene til Gud hober sig op, ser man, hvordan samtalerne med Gud giver ham "skrivekløe" og bøgerne bliver udgivet. Ind imellem er der klip fra diverse møder i diverse boghandler, hvor han fortæller om sine samtaler og svarer på folks spørgsmål.

Filmen er ualmindeligt kedelig, især når man opdager hvor humanistiske og egentlig ret ligegyldig disse "samtaler med Gud" er. Jeg synes det i den forbindelse er interessant, at den stemme, man hører i filmen, er Neale's/skuespillerens egen. Man har med andre ord valgt, at den skuespiller, der i filmen spiller Neale, også skulle være "Guds stemme" i filmen. Så man kan spørge sig selv, om ikke det bare er Neale, der hører sig selv tænke – eller, som stemmen på et tidspunkt siger: "I mennesker er mine sønner og døtre, ja, I er MIG".

Man kan læse mere om Neale, på hans egen hjemmeside www.nealedonaldwalsch.com

---