En spions bekendelser

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Den ældre dame Joan i London anklages for landsforræderi. Hun skulle i 40'ene have videregivet informationer om muligheden for atomspaltning til Rusland. Hun siger, hun har handlet ud fra fædrelandskærlighed.

FORRÆDER ELLER HELT 

I en idyllisk have i England går den 87-årige bedstemor Joan Stanley (Judi Dench) og nusser om sine planter. Pludselig står en tungt bevæbnet indsatsgruppe fra efterretningstjenesten ved hendes fordør. De tager hende med til afhøring. Hun er anklaget for at have spioneret for Sovjetunionen. Derefter bliver filmen en krydsklipning mellem den nutidige afhøring og erindringsglimt fra årene før anden verdenskrig til nogle år efter krigen, med Sophie Cookson som den unge Joan Stanley. Der er rigtig mange klip mellem nutid og datid, men det fungerer ganske udmærket. Efterhånden kommer Joans søn, advokaten Nick (Ben Miles), med til afhøringerne. Der er også private samtaler mellem ham og hende, hvor han skal vænne sig til, at hans mor engang var en meget betydelig spion for det kommunistiske KGB. "Har du nogen sinde fortalt mig noget, der ikke var løgn?" spørger han fortvivlet.

Hvervet som spion
Joan Stanley går i 1938 på Cambridge University, hvor hun studerer teoretisk fysik. Her forelsker hun sig i russeren Leo (Tom Hughes), men det er tvivlsomt, om det er gengældt. Hun får flotte karakterer og bliver håndplukket som sekretær for videnskabsmanden Max (Stephen Campbell Moore). Han er centralt placeret i et tophemmeligt projekt, der forsker i muligheden for atomspaltning med henblik på en superbombe. Hun underskriver en fortrolighedskontrakt, som hun senere kommer til at overtræde ret grundigt. Ved et tilfælde kommer hun i kontakt med nogle KGB-agenter, der arbejder i England. De overbeviser hende om, at England bør leve op til den aftale om at dele informationer, som de vestlige allierede har indgået med Sovjetunionen med henblik på krigen mod Tyskland. Når hendes chefer sidder på forskernes resultater, så må hun hjælpe - og det gør hun.

Moralske dilemmaer
Plottet har stof til en dramatisk og actionfyldt spændingsfilm, men instruktøren har valgt en mere afdæmpet stil med tid til at præsentere nogle vigtige moralske temaer. Den britiske efterretningstjeneste beskylder Joan Stanley for landsforræderi, men hun hævder, at hun har handlet af kærlighed til sit fædreland. Hun mener endda, at hun nok har afværget en tredje verdenskrig. Argumentet er, at takket være terrorbalancen under den kolde krig, hvor alle stormagter havde atombomber, sørgede den gensidige bombetrussel for, at ingen turde bruge dem. Men er det i orden, at et enkelt menneske på den måde går imod et lands ledelse?

Et andet dilemma er forestillingen om naturvidenskabens renhed. Kan videnskabsmændene tillade sig at forske løs og så skubbe det moralske ansvar for anvendelsen af deres resultater over på politikerne? Eller har de medansvar for de rædsler, deres forskning kan føre til i de forkerte hænder? Det er et spørgsmål, der er lige så væsentligt i dag, som det var, da atombomben blev udviklet.

Filmen rummer også nogle romantiske forhold og dilemmaer, men de optræder mest som en farverig kulisse for handlingen.

Filmen er spændende nok
Flere anmeldere har anklaget filmen for at være kedelig. Sådan oplevede vi den ikke. Der kunne være skruet mere op for drama og action, men det klæder filmen udmærket med det mere adstadige tempo, og der var nok spænding til at holde vores opmærksomhed fanget hele vejen. Den gamle Joan Stanley spilles fremragende af Judi Dench. Hvornår er hun ikke god? Den unge Joan, præsenteret af Sophie Cookson, var også en god oplevelse. Deres indlevede spil trak os ind i handlingen og dilemmaerne.

Der er ikke meget hjælp til det tidsmæssige. Har man ikke kendskab til, hvornår forskellige alliancer blev indgået, eller til tidsplanen for Manhattanprojektet, eller hvornår de engelske og de canadiske forskere begyndte at samarbejde om atomforskningen, kan det være svært at orientere sig.

Inspireret af virkeligheden
I 2013 udkom Jennie Rooneys roman Red Joan. Den bygger på virkelige begivenheder, men forholder sig ret frit til dem. Filmen bygger på romanen. I virkelighedens verden hed spionen Melita Norwood. Hun er den vestlige spion, der har haft den længste tjeneste for KGB. Det blev i alt til næsten 40 år. Efter Sovjetunionens fald fik efterretningsfolk fra Vesten adgang til nogle hemmelige arkiver gennem tidligere KGB-medlemmer, der smuglede arkivmateriale med til Vesten. På den måde blev Melita Norwood afsløret, og i 1999 holdt hun en pressekonference foran sig hjem, hvor hun hævdede, at det var forkert at kalde hende forræder.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---