District 9

Af: Carsten Riis Jensen
Af: 07
En science fiction-film om apartheid, udspillet i spændingen mellem mennesker og aliens på flugt fra deres hjemplanet.

Filmen "District 9" er på alle måder enestående. Ideen i filmen er ny og spændende. Og så har man valgt at lave den som et mix af både dokumentar, science fiction og action. Det er spændende, det er nærværende og rørende. Og man er ikke et sekund i tvivl om det politiske budskab, filmen forsøger at formidle omkring apartheid og racisme.

Der er tale om en science fiction film, men på en ny måde. Denne gang er det ikke overlegne, kampklare aliens, der ankommer til jorden (som i "Aliens", "Terminator", "Independence Day"), men tværtimod et enormt rumskib fyldt med sultne, trætte og flygtende aliens. De er på flugt, og deres rumskib er i stykker.

Af alle steder nødlander – eller "nødsvæver" – rumskibet over Sydafrika. De mange tusinder aliens interneres i en flygtningelejr, hvor de lever deres eget liv, lever i slum og fattigdom. Hermed er scenen sat for en film om apartheid og flygtninges status.

Livet i flygtningelejren for de mange aliens – som mest af alt ligner forvoksede rejer – er brutalt og beskidt. Til sidst beslutter regeringen, at der skal oprettes en ny lejr, og derfor skal alle aliens tvinges til at underskrive et stykke papir om, at de vil flytte væk fra lejren og over til det nye sted. Denne kæmpe opgave, at gå rundt i lejren og opsøge hver eneste alien-familie, overdrages til Wikus Van De Merwe. Som navnet antyder, er han indfødt hvid sydafrikaner og taler flydende afrikaans. Der sker imidlertid det, at Wikus kommer i nærkontakt med en virusholdig væske, brygget af en alien, og langsomt begynder hans krop at transformere sig fra menneske til alien. Wikus bliver dermed selv et offer for apartheid, og regeringen er i høj grad interesseret i at få fat i ham, fordi hans transformerede krop kan bruges til forskning.

Filmen veksler, mellem "almindelig" actionfilm og dokumentarisme, hvor Wikus med et kamerahold fra tv går rundt og taler med de mange aliens og ser, hvordan de bor og lever. Stilen kaldes "mockumentary". Det er ret genialt lavet, og man suges ind i historien. Filmens sidste halvdel, hvor Wikus er den jagede, er spændende og nervepirrende – og tenderer enkelte gange til ren "splatter". Men stilen, budskabet og formen er så spændende, nytænkt og anderledes, at man som tilskuer er med hele vejen.

Det er klart, at filmen skal ses som en allegorisk fortælling om udfordringerne med flygtninge, apartheid og indvandring. Det er her rigtig interessant, at filmens indvandrere, de mange tusinde aliens, bestemt ikke er charmerende eller søde, som i "E.T". De er aggressive, ulækre, spiser kattemad og affald. Dermed er det rigtig, rigtig svært at have gode, positive følelser for dem, og dermed sættes hele flygtninge- og indvandrerproblematikken på spidsen. Til at begynde med forstår man godt, hvorfor regeringen vil af med dem. Men det lykkes for filmen at skabe en sympati for dem, fordi førnævnte Wikus kommer så tæt på dem og langsomt bliver en af dem. Og man væmmes over menneskets ligegyldighed over for livet, når man ser, hvordan Wikus bliver offer for ikke bare apartheid, men også, at han til sidst betragtes som et rent forskningsobjekt, "milliarder værd i research".

Selv om filmens aliens helt tydeligt er computergenererede, så gælder det ikke den flygtningelejr, de bor i. Her har man valgt at filme i en faktisk, sydafrikansk township.

Filmen er i øvrigt produceret af Peter Jackson, manden bag Ringenes Herre og nyindspilningen af "King Kong". Han er kendt med mockumentary-genren, da han i 1995 lavede den geniale film "Forgotten Silver".

---