Det sidste paradis på jord

Af: Henrik Højlund
”Det sidste paradis på jord” er et stilfærdigt drama, som tager tilskueren med på en fin lille rejse ind i et svært familieliv.

 NÅR BØRN SKAL VÆRE VOKSNE 

Noget så sjældent som en færøsk film – og på højt niveau.

Jeg så for mig, at det vidunderligt smukke Færøerne ville få stor plads i filmen. Det får det ikke. Kun korte glimt undervejs af naturen, og meget ofte uden egentlig skønhedsfremhævelse, blot som forskellige former for mod- og medspil til det, der fylder filmen fra først til sidst: nogle menneskers livsfortabthed.

I centrum af historien følger vi bror Kári og søster Silja. De bor i et lidt forsømt hus med en far, der tydeligvis også har forsømt dem. Og vi forstår snart, at forsømmelsen handler om tabet af deres mor. Vi hører aldrig nærmere om morens død. Det fungerer blot som et afgørende baggrundstæppe for det livsmørke, de er ramt af.

Kári og Silja har det umådelig svært med hinanden. Deres far magter øjensynlig ikke at give dem noget som helst, og ender med at trække sig helt med et fiskerjob på en af de store færøske både, som kan være væk i uger og måneder. Tilbage er de to ung-voksne børn, som må kæmpe med sig selv og hinanden. Kári er yderst ordfattig, og når han en gang imellem forsøger at bringe Silja på plads, mislykkes det fuldstændig i mødet med den meget vrede lillesøster.

Filmens billeder fyldes som nævnt ikke af det smukke Færøerne, men derimod af ansigter, som med meget få ord udtrykker et stærkt følelsesregister.

Forsoning i paradis?
Det er en meget stilfærdig film, næsten simpel i sin menneske- og livsskildring. Helt hen mod slutningen bliver den stærkt bevægende. Kári får med møje og besvær skrevet nogle få linjer til Silja på et lille stykke papir; tre meget enkle tanker om, hvad han sætter pris på ved hende. Han giver hende papiret, men hun kan ikke læse det, og han ender med at læse det højt for hende, lidt hakkende og tøvende, siddende på gulvet i gangen, mens hun inde i sit værelse øjensynlig ikke gider høre en lyd af ham. Men lige dér sker der en lillebitte forandring for og med dem begge to. En lille bevægelse hen mod hinanden, en åbning imellem dem.

Er det så ”det sidste Paradis på jord” – deres stilfærdige genforening?

Det er vanskeligt at sige med sikkerhed, hvad filmens titel sigter mod. Umiddelbart ville jeg forbinde det med stedet, med det smukke land. Men noget tyder på, at titlen rammer noget andet. Den meget stilfærdige genoprettelse af nærhed og godhed trods død, tab og mørke. Og måske er titlen også forbundet med viljen til at blive på det sted, man er så forbundet med, i stedet for, som nogle gør det undervejs i filmen, at flygte fra det i håb om at få et bedre liv. Viljen til at holde ud og holde ved, når livet er allersværest, og så lige så stille modtage genoplivning i det vante og kendte.

Som Søren Kierkegaard skriver i en af sine bøger: ”Gentagelsen er det daglige brød, der mætter med velsignelse. Når man har omsejlet tilværelsen, da skal det vise sig, om man har mod til at forstå, at livet er en gentagelse, og lyst til at glæde sig til den.”

Filmen er kommet på dvd.

---