Dancer in the Dark

Af: Henrik Højlund
Lars von Tiers prisbelønnede film om indvandrerkvinden Selma, der kæmper for at skaffe penge til en øjenoperation til sin søn.

Lars von Triers prisbelønnede film "Dancer in the Dark" (De gyldne palmer i Cannes i 2000) så jeg første gang noget tid efter, at den havde gået sin sejrsgang i biograferne. Min kone og jeg kom fordomsfrit til forestillingen og havde en helt identisk oplevelse: Vi fandt den dræbende kedsommelig. Den sagde os omtrent intet. Vi blev ikke revet med af historien eller af personerne. Jeg husker, at vi var dybt overraskede over anmeldernes 6-stjernede roser og venners forsikringer om tårerne, der løb, når de så den.

Nu ca. syv år efter, hvor jeg genser den, finder jeg den bedre. Måske er jeg påvirket af, at husets 16-årige dreng siger, at han græder, hver gang han ser den. Jeg var ikke i nærheden af at fælde en tåre undervejs, men film kan jo godt være gode, uden at man fælder tårer. Problemet er naturligvis, at denne film i den grad lægger op til våde øjne. Der grædes meget i filmen, rigtig meget endda, og historien er i sig selv en rigtig tåreperser. Men hvis man kan leve med mindre, fx en mere tilbagelænet, analyserende eller æstetisk tilgang til filmen, er der også noget at hente.

Kort fortalt foregår filmen i USA med den tjekkiske indvandrerkvinde Selma som hovedperson. Selma arbejder hårdt for at brødføde sig selv og sønnen Gene og for især at skaffe penge til en øjenoperation til Gene, som lider af samme øjensygdom, som hun selv gør, og som i løbet af filmen gør hende blind. Selma bor til leje i en campingvogn i baghaven hos et øjensynligt venligt par. Parret bliver imidlertid hendes skæbne, den skæbne som fører hende til fængslets dødsgang.

Handlingen er umådelig enkel, og jeg har ikke afsløret for meget med ovennævnte. Filmens kvalitet ligger nemlig efter undertegnedes mening ikke i historien, ej heller i psykologien. Hvad det angår finder jeg den stadig underlig udvendig og meget lidt bevægende. Historien er slet ikke serveret med den psykologisk overbevisende fortælleevne, som kunne have bevæget. Tværtimod forekommer hele plottet for sært til, at jeg for alvor tror på personerne. Lige så sær som hovedpersonen selv, som spilles af den islandske verdensmusiker Bjørk. Hun spiller rollen mærkelig lillepigeagtig, som var hun en voksen standset et sted i teenagerudviklingen. Og dog tilstår jeg, at jeg denne gang fandt flere kvaliteter i denne underlige figur, end jeg gjorde første gang. Figurens barnlighed synes bevidst tilsigtet. Som om Selma skal repræsentere det barnligt helt uskyldsrene, et menneske uspoleret af verden, et fuldstændig fordomsfrit menneske, fuld af overbærenhed og godhed for alt og alle, og fuld af opofrelse, lige indtil døden for den, hun elsker. Næsten en Kristus-lignende figur.

Lige nøjagtig denne uvirkelighed ved figuren gør måske, at historien unddrager sig en almindelig psykologisk målestok. Det bevægende skal findes på et andet plan. Det er en slags stiliseret historie. Derfor finder jeg den også allerbedst og mest bevægende i de helt igennem stiliserede musical-scener, der er lagt ind undervejs. Selma elsker musicals og deltager selv i sin fritid i indøvelsen af musicalen over dem alle: The Sound of Music. Musicalen er hendes fristed i den kolde, barske verden. Når historien af og til glider over i sang og dansescener er det et udtryk for Selmas dagdrømme. Disse scener er umådelig flot realiserede med Bjørks musik og sang som grundlag. Således fx en sang- og dansescene inde på den fabrik, hvor Selma arbejder. I dette trøstesløse rum forvandles kolde maskinlyde til de flotteste rytmer i en enkel og stærk sang med fabriksarbejderne som dansere.

Billedsiden er, som det altid er tilfældet, når man har med von Trier at gøre, helt suveræn. De særeste vinkler og tilskæringer fremstår med en egen skønhed. Det samme som fx var tilfældet med den første von Trier-film, jeg så, "Europa" (1991), som var en æstetisk nydelse, men ikke bevægende for to ører.

Uden at have set alt for meget af Lars von Trier, forekommer det mig, at han frem for alt er æstetiker, og at det er hans problem som filmkunstner. Han er formens mester, men ikke fortællingens. Hvis han en dag kan forene de to dele, kan det blive sublimt.

---