C'est la vie

Af: Finn Andersen
Filmholdet bag den franske komedie ”De Urørlige” har lavet endnu en underholdende film. Denne gang om et bryllup, hvor meget ikke går som planlagt.

DET ER LIVET

”C'est la vie” er den seneste film af instruktørparret Olivier Nakache og Eric Toledano, som slog igennem med komedien De urørlige, der solgte 643.000 billetter i danske biografer.

Max arrangerer bryllupsreceptioner og har mange ansatte. Han forsøger at være til glæde for de mange kunder. Han skal lige klare det sidste projekt, inden han går på pension, og samtidig forsøge at redde sit ægteskab...

Den sidste reception er et kæmpebryllup på en et stort slot fra 1800-tallet, og Max har samlet den sædvanlige flok af tjenere, kokke og fotografer – samt et par stykker, han ikke kender, men som fortæller, at de har prøvet det hele før.

Vi skal meget igennem
Den temperamentsfulde Max synes, at de ansatte og værterne er helt umulige, og at de forsøger at sabotere hans sidste store projekt. Men i løbet festen skal det bare lykkes, at fjender blive venner og knirkende parforhold bliver repareret - alle skal utrolig meget igennem i løbet af festen, og det er stærkt underholdende for publikum. Festen bliver på en måde et kompakt billede på et liv levet med glæde, sorger, kærlighed og tab.

Filmens persongalleri
Mange holder af filmen "De urørlige" med Omar Sy som den sorte sygeplejer for den lamme og sure Francois Cluzets. I "C'est la vie" har det samme filmhold skabt en festlig og charmerende bryllupskomedie, der også har noget på hjerte.

Der er et kæmpe hold skuespillere i filmen, og det er imponerende, at så mange har fået en personlighed og en baghistorie. Det er f.eks. svogeren til Max der er cand. mag i fransk, og som har det utrolig svært med grammatikken, han hele tiden møder på stedet – han har i øvrigt et uforløst kærlighedsforhold til bruden, så er han mon gæst eller tjener? Der er de illegale indvandrere fra Sri Lanka, som betragter franskmændene med tilbagelænet og fornøjelig skepsis. Vi har også festfotografen, som tror, at han kan forhindre gæsterne i at tage billeder med deres mobilkameraer, og som lever af at tømme bordet for kanapeer.

Ja, så er der selvfølgelig brudgommen og værten, der forsøger at overstyre alt og har en timelang bryllupstale. Ikke mindst er der den fornøjelige festsanger, Johnny, der lynhurtigt tilpasser sig enhver situation og glad synger på sit ’skralde-italiensk’ eller svinger pladerne som DJ.

Filmen og mig
Jeg underholdes, men bekymrer mig også med filmens karakterer. Jeg charmeres af dem. Jeg har selv været i lignende situationer, som de ansatte og gæsterne, og ikke sluppet nær så godt igennem det, som dem. Derfor er også brug for overbærenhed og tilgivelse også for sådan en som mig.

Filmen er ikke stor kunst – men den er folkelig, munter og har forståelse for al menneskelig dårskab. Max’s motto "man må tilpasse sig situationen" passer fortrinligt til filmen!

---