Camino

Af: Michael Agerbo Mørch
Stærk film, som viser livets styrke, og hvad religion formår, når den bliver misbrugt.

"Camino" er en solstrålehistorie. Altså filmen. Instruktøren er den Oscar-nominerede Javier Fasser, som også selv klipper filmen. Den vandt hele seks Goya-awards (den spanske pendant til Oscar-prisen) og 12 andre nationale priser. Nu får den så endelig premiere i Danmark, hvilket kun kan vække begejstring. Tror jeg ...

Camino er en livsglad pige, som lever i et dejligt kvarter i Madrid. Hendes far er postbud, og hendes mor er dedikeret medlem af den konservative, katolske bevægelse Opus Dei (som blev verdenskendt på grund af munken Silas i Da Vinci Mysteriet). Langsomt går det dog ned ad bakke for Camino, der først brækker ryggen og senere bliver konstateret kræftsyg, så hendes dage formentlig snart er talte. Det er gennem det forløb, vi møder Camino, hendes familie og mennesker omkring hende.

Camino elsker to personer mere end nogen andre. Jesus og Jesus. Den ene er den levende Guds Søn, Jesus Kristus, og den anden er den lokale konditorknægt Jesus, også kaldet Cuco. Desværre når Camino aldrig at kende Cuco, inden hun bliver indlagt, men hun glemmer ham ikke. Et af filmens temaer er den første kærlighed og det spirende moment af liv, som den rummer.

Filmen største force er ikke den smukke scenografi fra Madrid eller den emotionelle underlægningsmusik, som til perfektion samstemmer med filmens temaer om liv og død. Ej heller de fine billeder eller den vekslende skiften mellem det håndholdte og det fastlåste kamera. Nej, der hvor filmen bliver rigtig interessant, er skildringen af det lokale Opus Dei-miljø og den teologi, som de har.

Flere gange under filmen slog min mave knuder, og jeg mærkede smerten i brystet. Jeg tænkte: Hvis det er sådan folk opfatter kristendommen, så kan jeg godt forstå, at ingen vil tro det. Men det er heller ikke sådan, tingene hænger sammen. Min Gud, den bibelske Gud, er ikke en Gud, der siger, at jeg ikke må sørge. Er ikke en Gud, som siger, jeg ikke må græde, når mine kære går bort. Er ikke en Gud, som ikke kan tåle skæld ud, spørgsmål, forvirrede mennesker, tvivl og frustrationer. Han er ikke en Gud, som forsvinder, hvis min bekendelse vakler, og hans kærlighed til mig, forgår ikke, blot fordi min egen kærlighed til ham svinder ind.

Det gør så ondt at høre de talrige livsfjerne bekendelser, Opus Dei-folket kommer med. Specielt moderen, som ikke vil svare på Caminos spørgsmål. Som ikke vil lade hende græde. Eller trøste. "Gud er vor glæde, fra ham kommer der kun gode ting." Sandt nok, men vi må jo skelne mellem hvad der er ondt, og hvad der gør ondt. Og Gud lader ting, som gør ondt, ske - hvem vil benægte det?

Caminos far er ikke på passioneret som moderen, og hos ham finder Camino et menneskeligt ansigt i sorgen. Det er bare så trist, at den trøstende dimension fjernes fra Jesus, som bærer alles byrder. Fra ham som siger, at "den som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort".

Filmen giver et uhyggeligt indblik i religionens skyggeside. Men mit håb er, at det åbner op for, at mennesker kan fortælle det sande evangelium. Nemlig, at Jesus bar vores byrder og vores synd, i stedet for at vi skal bære dem for ham.

Filmen er derfor fremragende, fordi den ærligt skildrer en fare, som mange kristne kan falde i: Hvis vi flygter bort fra den bibelske lære, vil Gud selv hurtigt forsvinde, eller i hvert fald blive mindre kærlig. Lad det være en påmindelse til os alle.

Filmen fortjener at blive set, diskuteret og husket på. Den har i hvert fald sat sig dybe spor i mig.

---