Café Society

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
I 1930-erne kommer Bobby til Hollywood og får et kedeligt job hos sin succesrige onkel. Bobby bliver forelsket i onklens sekretær, men hun har en kæreste.

ET VALG ER SAMTIDIG ET FRAVALG AF ANDET

En meget smuk billedside suppleres filmen igennem af let og lystig jazz. Men under overfladen lurer det meningsløse. Det er med andre ord en ret typisk Woody Allen-film. Ordsprogsagtige sætninger er strøet ud over replikkerne med løs hånd. For det meste fungerer det ganske fint. En af sætningerne lyder: "Livet er en komedie, skrevet af en sadistisk forfatter." Det er nok den, der bedst rammer filmens budskab, hvis der altså overhovedet er et budskab.

Den usikre og forsigtige hovedperson
Filmens typiske Woody Allen-hovedperson er den usikre og lidt generte Bobby (Jesse Eisenberg), som rejser fra hjembyen New York til drømmenes by Hollywood. Handlingen er henlagt til de glamourøse 30'ere. Glamourøse for nogen og håbløse for andre. Bobby kommer fra en jødisk baggrund. Fordi Woody Allen selv er jøde, kan han tillade sig at joke og være selvironisk på jødernes vegne. Bobbys nærmeste familie rummer en kommunist, en gangster og forældrene, der konstant skændes, ofte med ganske underfundige replikker. Bobby opsøger sin succesrige onkel Phil Stern (Steve Carell), der giver ham et kedeligt job som sin stik-i-rend-dreng. Phil sæter sin sekretær Vonnie (Kristen Stewart) til at vise Bobby rundt i byen. Snart er et af Allens komplicerede trekantsdramaer under udfoldelse på sædvanlig underfundig måde. Det kræver en del at få Woody Allens ofte ret skæve dialoger til at fungere, men det klarer skuespillerne godt.

Noget lurer under overfladen
Filmen fangede os med sin lette og humoristiske overflade, der hele tiden lader os ane noget dybere. Den leger med flere eksistentielle spørgsmål - især parforhold og ægteskab. Ægteskab er noget, man skal værne om. Sidespring er ødelæggende for kærligheden og tilliden. Det er dumt at blive forelsket i den forkerte, men det sker. Skal man så følge kærligheden eller huske sit løfte om troskab? Spørgsmålet rejses, og det er godt. Alt for mange film fortæller, at man altid bliver lykkelig, hvis bare man følger sit hjerte. Hvis Allen har et svar, er det nok, at uanset, hvad man vælger, så viser det sig, at man valgte forkert.

Et liv efter døden
Ser man filmen ud fra et kristent synspunkt, og det kan man med udbytte også gøre med denne Woody Allen-film, så er et af højdepunkterne scenen, hvor jødedom og kristendom stilles op over for hinanden - en jøde bliver kristen, fordi jødedommen ikke har et liv efter døden, for "når enden er nær, må man have et håb". Da faren siger, at han har bedt hele livet, uden at få svar, siger moren, at intet svar også er et svar. Mange sætninger, kan der reflekteres over. Som fx, at et ureflekteret liv ikke er værd at leve, men det reflekterede liv er heller ingen dans på roser.

---