Broken Flowers

Af: Henrik Højlund
Ungkarlen Don får et brev fra en tidligere elskerinde, som hævder, at han har en søn. Det får Don til at rejse tilbage i sit liv.

"Broken Flowers" - en Jim Jarmusch-film! Og oven i købet med en række 5-stjernede anmeldelser i ryggen og Grand Prix fra Cannes i 2005. Hvad mere kan man ønske sig.

Jim Jarmusch lavede den helt forrygende "Down by Law", en totalt skæv komedie, med den dengang endnu forholdsvis ukendte Benigni (ham der siden vandt oscar med Livet er smukt) i en fantastisk sjov rolle. Senere kom "Night on Earth", som var en lige så vidunderlig, skæv komedie med undertoner af alvor.

Og så skuffer "Broken Flowers" alligevel. Jeg er ret sikker på, at det egentlig er en vellavet film med en hel del underliggende mening midt i det komiske, som åbenbart er et særligt kendemærke for Jarmusch, men jeg havde altså svært ved at fanges af den.

Plottet er ligetil. En ungkarl af lidt ældre årgang med mange kvinder bag sig – han hedder Don, af venner meget passende kaldet "Don Juan" – får en dag et brev fra en tidligere elskerinde, som hævder, at hun har en søn med ham. Sønnen er nu i gang med at opspore sin far. Kvinden fortæller ikke, hvem hun er. Dons nabo, som går rundt med en detektiv i maven, er fyr flamme. Mysteriet skal opklares, og det ender med, at han får den ellers komplet initiativløse Don af sted på en rejse tilbage i sit liv, tilbage til fem tidligere elskerinder for at finde ud af, hvem der har sendt brevet.

Filmen er meget underspillet. Den tager sig tid til at dvæle ved scener, som er nærmest tømt for indhold og derfor virker så meget desto mere pinligt komiske. Bill Murray gør det fremragende i rollen som Don med næsten ubevægelig ansigtsmimik. Den mindste trækning ved mundvig eller øjenbryn fortæller det meste.

Når filmen skuffede undertegnede, skyldes det, at historiens potentiale aldrig for alvor folder sig ud. Jeg forestillede mig, at rejsen til de tidligere elskerinder skulle blive en slags rejse ind i en eller anden form for forløsende selverkendelse eller bare erkendelse af en eller anden slags. Meget gerne i komediens form, men altså med noget forløst over sig, en form for merværdi i forhold til det indholdsløse liv, som er historiens afsæt. Men jeg synes faktisk ikke, den løfter sig over afsættet. Den bliver snarere et spejl af tomheden. Historien om den ukendte søn rummer også gode muligheder, og mod slutningen tager historien for alvor fat om temaet - for så at lade det fuse ud i ingenting. Man sidder og griner lidt ad det, men grinet er uforløst. Tomheden står tilbage.

Jeg tilstår gerne, at jeg på det groveste kan have overset en pointe eller tre, men mere var jeg altså ikke i stand til at få øje på i filmen ved første gennemsyn. Måske ved et nyt gennemsyn?

Eller også er det bare at konstatere, at jeg endnu engang har set en film, som bliver skamrost af kritikerne, mens jeg selv skuffes, og at denne forskel måske ganske enkelt handler om, at kritikerne deler livssyn og livserfaring med instruktøren, mens jeg selv er et andet sted. Jeg genkender filmens præcise skildring af tidens stemning, men jeg deler den ikke og venter på noget mere. Det kommer imidlertid ikke, for hverken instruktør eller kritikere mener, at der findes mere.

---