Blue Jasmine

Af: Michael Agerbo Mørch
Woody Allen skaber ikke magi, men komponerer en godkendt film over temaet "højt at flyve, dybt at falde".

Woody Allen er blevet en institution i filmverdenen, og hans renommé er, at han spytter en film ud om året. 2013-filmen er "Blue Jasmine", en anderledes komedie, om to søstres vidt forskellige livsforløb.

Jasmine French (Cate Blanchett) lever det søde liv med sin mand, Hal (Alec Baldwin), der er en succesrig businessmand. Parret ejer enorme formuer, og der er ingen ende på deres luksus. Søsteren Ginger (Sally Hawkins) bor i en lille lejlighed i San Francisco med sine to sønner. Hun ernærer sig ved at pakke varer i den lokale brugs. Jasmine vil ikke have noget med Ginger at gøre, for hun vælger altid de forkerte mænd og har ingen ambitioner.

Jasmine ender dog i den ulykkelige situation, at Hal bliver afsløret som en eklatant svindler; han har ruineret mange og bedraget skattevæsenet. Hal bliver fængslet og hænger sig i cellen. Jasmine er ikke uddannet og ejer intet i eget navn, så pludselig står hun på gaden uden en krone på lommen. Jasmine er derfor nødsaget til at kontakte Ginger, der lidt modvilligt inviterer Jasmine til at bo hos sig og drengene i San Francisco. Men Jasmine har mere end ondt af sig selv, og det skaber en lang række vanskeligheder for søstrene og deres videre færd i livet. 

"Blue Jasmine" er som mange af Allens film en fryd for øjet. Han er stilsikker og -bevidst, og filmen er - som altid - proppet med sprød jazz, imponerende udsigter og flotte stills fra storbyerne. Allen har en særlig charmerende tone i sine film, og man er generelt godt underholdt. Men filmen når ikke den livsglade stemning fra Midnight in Paris, og den er ikke så reflekterende som "You Will Meet a Tall Dark Stranger". Den vibrerer på kanten af tempoløs komedie og let samfundskritik. Men ingen af delene bliver rigtig udfoldet.

Det virker, som om gamle Woody Allen kritiserer det moderne jetset-liv for at leve på arbejdernes bekostning (som en slags semi-socialistisk kommentar), men han vil ikke følge kritikken helt til dørs, fordi det trods alt er vigtigere at underholde end at råbe op. Det giver en halvhjertet film, og det er meget ærgerligt. Allen bruger Jasmine-karakteren til at latterliggøre det simple arbejderliv. Allens pointe er imidlertid, at det ikke er troværdigt, når det kommer fra en person som Jasmine, der ikke har opnået noget i livet på egen hånd. Mundheldet, at "taberne taber altid", bliver derfor i Allens optik til et "næsten altid". For det er Ginger, der sover godt og roligt om natten, mens Jasmine kæmper med diverse medikamenter for at blive holdt sammen. Desværre flytter det aldrig Jasmine, og de socialistiske replikker forstummer derfor hurtigt.

Cate Blachett leverer en forrygende præstation, og hendes sammenbidte og sammenbrudte karakter er meget overbevisende udført. Desværre redder det ikke rollen fra at have for lidt substans til at blive rigtig spændende. Man er ikke overbevist om, hvad Allens projekt er med denne skrøbelige hovedperson.

"Blue Jasmine" er en mere seriøs Woody Allen-film, og den vil formentlig tiltrække et bredere publikum, end de fleste af hans film har gjort; men den vil nok også hurtigt blive glemt, fordi den ikke kan vælge, hvilken i retning, den skal gå, og derfor ender med at stå (næsten) stille.

Woody Allen: A Documentary - Manhattan, Movies & Me giver en udmærket introduktion til Woody Allens univers.

---