Benjamin Buttons forunderlige liv

Af: Carsten Riis Jensen
Visuelt betagende storfilm i stil med "Forrest Gump", om et menneskes oplevelse af tidernes skiften og kærlighedens omveje.

Historien om Benjamin Button er charmerende. Først er det historien om en urmager, som laver et stort ur til en banegård. Det særlige ved uret er, at det går baglæns. Det gør det, fordi urmageren håber, at det måske på den måde kan hjælpe med at skaffe det tilbage, han har mistet. Dernæst er det historien om et menneske, som rent faktisk også lever baglæns. Et barn, der fødes som gammel, og som i det ydre bliver yngre og yngre, men i det indre begynder som et uvidende barn og slutter sit liv som senildement baby.

Historien om uret, der går baglæns, og barnet, der bliver født gammel, bliver således tilsammen en historie om at skatte livet, for hvad det er, udnytte hvert øjeblik og tage tingene, som de kommer. Som dansker kommer man flere steder til at tænke på Søren Kierkegaard, som siger at: Livet leves forlæns, mens forstås baglæns. I Benjamin Buttons tilfælde er der byttet om på faktorerne – og det i sig selv er jo interessant.

Historien om Benjamin Button begynder i 1918, den aften, da første verdenskrig slutter. Benjamin fødes, moderen dør og faderen, som tror Benjamin er et monster, lægger barnet på en trappe ved et alderdomshjem. En af de ansatte, Queenie, tager barnet til sig. Dernæst begynder en sælsom rejse igennem livet for en mand, som fødes som 80-årig og dør som lille baby. En mand, som i det ydre bliver yngre og yngre, men i det indre begynder som en baby, men dør som senildement. Som det siges et sted i filmen: "Vi har alle ble på, både når vi fødes, og når vi bliver gamle."

Det er klart, at der er et tema om at rejse igennem livet i filmen. Benjamin foretager en rejse igennem livet på sin egen måde, og han oplever de kulturelle og sociale forandringer i Amerika fra 1918 og frem til 1970'erne.

Teknisk set er filmen fantastisk. Det er utroligt, hvad makeup og computergrafik kan gøre. Man kan godt se, at det er skuespilleren Brad Pitt, der gemmer sig bag Benjamin Button, både da han er 80 år, og da han bliver yngre, men det er rigtig, rigtig flot lavet. Især scenerne med den 80-årige, hvor han er lille som en pygmæ. Det har uden tvivl krævet sit at lave disse scener.

Hele filmen er en visuel og æstetisk nydelse. Musikken er flot, scenografien er overdådig. Hvad det angår, er man godt underholdt og bjergtaget de næsten tre timer, filmen varer.

Det samme kan desværre ikke siges om handlingen og de eksistentielle temaer i filmen. Det store rejsetema om et menneskes opdagelse af verden, udfoldes desværre kun på nogle ringe vilkår. Disse vilkår består i, at Benjamin bruger det meste af sit liv på damer. Da han første gang bliver rigtig forelsket, har han i forvejen en affære med en gift kvinde. Og da han bliver yngre og venter på, at hans store kærlighed, den aldrende Daisy (spillet til perfektion af Cate Blanchett) skal falde for ham, bruger han ventetiden på at arbejde og på, som han selv siger det, "et par damer, eller måske tre".

Sidste halvdel af filmen fokuserer kun på det særlige forhold mellem Daisy og Benjamin, og det er i sig selv fascinerende, men man står tilbage med et lidt tomt indtryk, når filmen er slut. Præmissen for filmen - at leve livet baglæns - er interessant, men det liv, Benjamin lever, hvor flot scenografien end er, er som sådan ikke interessant, men snarere ligegyldigt. Det handler om kvinder. Skal der siges noget positivt, må det være det kærlige og trofaste forhold mellem dels Benjamin og hans papmor, Queenie, og dels mellem Benjamin og Daisy i slutningen af filmen.

Flere har sammenlignet historien om Benjamin Button med den nu klassiske film Forrest Gump. Det er der noget rigtigt i. Benjamin Button er en slags "Forrest Gump 2". Forrest Gump er en tumpe, et lille barn, som oplever de store verdenshistoriske forandringer op igennem 40'erne til 80'erne, men den store forskel er, at hos Forrest er der noget at komme efter. Igennem Forrest's naivitet oplever tilskuerne en historie mættet af indhold, eftertanke og lærdom. Det er ikke tilfældet i filmen om Benjamin Button.

Moderen Queenie's ordsprog lyder: "Ingen ved, hvad der venter dem." Forrest Gumps mor har også et ordsprog. Det lyder: "Livet er som en æske chokolade. Du ved aldrig, hvad du får."

Det er egentlig også lidt morsomt, at der i begge film er et andet objekt, der er gennemgående: I filmen "Forrest Gump" er det en hvid fjer, der viser sig i afgørende scener. I "Benjamin Buttons forunderlige liv" er det en fugl, der dukker op.

---