Beautiful Boy

Af: Henrik Højlund
"Beautiful Boy" - en sandfærdig historie om far og søn og sønnens stofmisbrug - er blevet til en rigtig god film. Som forældre føler man sig både genkendt og afsløret.

AT FINDE SIN EGEN VEJ

Vi følger i velfungerende skift mellem nutid og fortid sønnen Nicolas’ øjensynlige lykkelige barndom, som ender med et voldsomt stofmisbrug i en ung alder. Nicolas er vokset op med sin far og en stedmor og nogle halvsøskende. Forholdet mellem far og søn er varmt og fortroligt. Alligevel går alt galt.

Der er en scene, som kan give noget af forklaringen. David og Nicolas sidder og hygger sammen, og Nicolas trækker en joint frem og tilbyder faren et hiv. Faren afviser selvfølgelig og advarer sønnen mod den slags. Der udspinder sig en lille dialog, hvori det fremgår, at faren også havde sin tid med hash og senere også stoffer. Stemningen er alt i alt afslappet. Det er, som om sønnen får lidt fripas til at have sin tid med den slags, ligesom faren havde det i sin tid. Men det giver ikke hele forklaringen på sønnens deroute. Filmen giver bid for bid en dybere forklaring. Det handler om "beautiful boy". Om drengen, der var så sød, så pleasende, så opsat på at leve op til den gode relation til faren og dermed også til farens forventninger.

Kærlighed og egoisme
Vi forstår mere og mere, at den virkelige problemstilling er farens manglende evne til give slip på sønnen, til at lade ham være den, han er, i stedet for mere eller mindre udtalte forventninger om noget andet.

På en café råber Nicolas en dag til sin far: "Jeg var dit fantastiske værk, og du kan ikke klare, at jeg er den, jeg er." Sønnen var farens fantastiske værk. Sønnen opfyldte en dybest set egoistisk trang hos faren. En trang til at være den succesfulde far, den bedst tænkelige far, den mest beundringsværdige far.

"Jeg elsker dig mere end alt andet," siger faren til sin lille dreng i et af tilbageblikkene. Denne smukke faderkærlighed rummer en skræmmende stor portion egoisme. Og lige præcis her bliver filmens tema alment og meget stærkt. For uanset at historien har et handlingsforløb, som de fleste måske ikke kan genkende sig i - det mere og mere ekstreme forbrug af stoffer med alt, hvad deraf følger - så har historien samtidig en tematik, som selv de bedste forældre vil kunne genkende sig i. Og ligeså deres børn. Og netop "de bedste". De bedste forældre-barn-relationer rummer denne store udfordring:

Et liv på egne præmisser
Barnet kan blive låst fast i denne "perfekte" relation. Barnet får behov for at få luft, at kunne blive sig selv på noget, der langt mere føles som egne præmisser. Finde sin egen vej, sin egen stemme, sin frihed. Og det er svært i netop den gode relation. At lære som forældre at give slip, at abdicere, at træde ned fra den usynlige kongetrone i barnets liv.

Det er en film, man bliver klogere af at se. Eller man føler sig bare genkendt og afsløret. På den gode måde. Den er leveret med meget fin sans for de små detaljer, de små ryk. Ikke det store drama, bare hverdagens intense små forskydninger.

Får man lyst, kan man bagefter gå ind på Youtube og se et interview med Nicolas og David Sheff otte år efter filmens slutning. Både far og søn skrev også hver deres bog om historien.

---