Asterix og de olympiske

Af: Carsten Riis Jensen
Tegneserieheltene fra Gallien drager til OL.

Ligesom så mange andre elsker jeg tegneserierne om de uovervindelige gallere, Asterix og Obelix, og alle vennerne fra deres lille landsby. Jeg elsker humoren, elsker de mange referencer til nutiden og de ofte ustyrligt morsomme latinsk-danske undersættelser.

I årenes løb er der lavet mange tegnefilm over historierne, senest den meget dyre danskproducerede "Asterix og vikingerne". Fornøjelige og hyggelige tegnefilm, som dog slet ikke formår at fange de førnævnte sproglige undersættelser.

Det gør de nye filmatiseringer, med levende mennesker og masser af computergrafik, heller ikke. Det nærmeste, vi kommer det, er film nummer to, "Asterix og Obelix: Mission Kleopatra", som er den mest vellykkede af de indtil videre tre nye filmatiseringer.

Af sted til Olympen
Den nyeste i rækken, "Asterix og de olympiske lege", kom i biografen i vinterferien 2008. Der er delte meninger om nyfilmatiseringerne, som alle tre har franske Gérard Depardieu i rollen som tyksakken Obelix. Jeg har stor sympati for filmene – især, som nævnt, film nummer to, som kommer langt tættere på den "voksne" humor, der faktisk er i tegneserierne.

Samme sympati har jeg imidlertid ikke for den nyeste film, hvor vore to helte skal til Olympen, til de Olympiske Lege.

Galleren Romantix er vildt forelsket i prinsesse Irina, som mod sin vilje er forlovet med Cæsars søn, Brutus (I ved, ham med der endte med at dolke sin far). Irina beslutter sig for, at hun vil gifte sig med den af de to, der vinder kampene ved de Olympiske Lege. Asterix, Obelix og Miraculix tager med til Olympen, hvor de til sidst vælger at deltage uden brug af trylledrik.

En dyr film uden historie
Filmen har været afsindigt dyr. Faktisk en af de dyreste europæiske film overhovedet. Det ses – men kun på den grafiske side. Det er imponerende, så flot Romerriget, og især Olympen, er genskabt ved hjælp af CGI. Til gengæld kan man ikke se på filmens handling, at den har været dyr!

Den varer knap to timer og føles enorm langtrukken. Historien fungerer slet ikke. Der er alt for meget dialog, alt for mange gentagelser og alt for meget fokus på den selvoptagne Cæsars opgør med sin uduelige søn. Derudover er det tydeligt, at man har fokuseret på computereffekterne på bekostning af historien. Og det er bare rigtig, rigtig ærgerligt, når nu de to første film var ganske gode og sjove.

Filmen har, for mig at se, kun to virkelig interessante afsnit: Dels det store hestevæddeløb, som giver mindelser om storfilmen Ben-Hur, og som uden tvivl har kostet knaster at filme og designe, - og så slutscenen, hvor helten fra film nummer to, Linealis, dukker op i en gæsteoptræden og er med til at opfinde bl.a. fodbold og basketball.

Mine to drenge hyggede sig vældigt i biografen. Der er ingen tvivl om, at den sine steder appellerer til de 6-12-årige, men som familiefilm duer den bare ikke. Dertil er den alt for langtrukken, og jeg kan kun sige: Se film nummer et og to. De er langt bedre.

---