Amour

Af: Michael Agerbo Mørch
En mesterlig film af superinstruktøren Michael Haneke, der ganske fortjent vandt guldpalmerne i Cannes, og nu skal bjergtage folk med en fortælling om et ældre ægtepar, hvor sygdom rammer.

Det er utroligt med Michael Haneke. Han gør tingene på sin helt egen måde og lefler ikke for nogen. Alligevel har han med sine seneste tre film, Skjult (2005), Det hvide bånd (2009) og så denne "Amour" vundet Palme d'Or i Cannes. Det er jo vitterligt imponerende.

Filmen er en af de mest barske film, jeg har set i lang tid. Og husker man nogle af Hanekes gamle film, som fx "Pianisten" (2001) eller "Funny Games" (1997), så ved man, at det kan være krasse sager. Men "Amour" er barsk på en anden måde. Det er hverken voldsomme eller stødende billeder, der gør det, eller en unødig og karikeret tone; tværtimod er det filmens stille og beskrivende historie, der får ens følelser til at rotere.

Egentlig er et historien enkel. Anne (Emmanuelle Riva) og George (Jean-Louis Trintignant) lever en rolig og hyggelig pensionisttilværelse i Paris. De fordriver tiden med kulturelle oplevelser og har ikke de store skærmydsler at slås med. Indtil en dag, hvor Anne får et slagtilfælde. Hun bliver først lam i den ene side, men derefter går det stødt tilbage - for enden venter den uundgåelige død.

Anne nægter at komme på sygehus eller plejehjem, og George indvilliger i at passe hende. I starten er det okay og morsomt, men da Anne får det værre, går det sjove af det. And that's it! Selvfølgelig har du ikke lige læst afslutningen på filmen, men det er altså historien.

Det kræver ikke mange karakterer for Haneke for at male et dristigt drama for øjnene af seerne, og det er i den grad lykkedes igen. På trods af den simple fortælling med begrænset action og dialog, så er filmen en voldsom oplevelse - men også en voldsomt god oplevelse. For den vil bare så mange ting, som film normalt ikke tør: den tager (rigtige) tabuer op, den dvæler ved detaljerne uden at blive pedantisk, den viger ikke fra historien med små catchy side-stories, den er ikke sovset ind i dramatiserende underlægningsmusik, for billederne taler for sig selv osv.

Alt dette gør, at man tidligt er klar over, at man sidder og ser på et mesterværk. Og den følelse forlader man også biografen med. Det er så dejligt!

Hanekes fotografiske stil er ren og krystalklar. Der flyttes ikke meget på kameraet, hvilket giver den rammefornemmelse, som man kender fra billedkunsten. Det giver øjnene ro og lader koncentrationen snævre ind på det, der bærer scenerne, nemlig skuespillernes mimik og gestikulation. Det giver en intens nærhed, som klæder denne følsomme fortælling fremragende.

Da filmen blev præsenteret på Cannes i sommers, sagde Haneke, at hans film ikke havde nogen morale. De var kun deskriptive (beskrivende), og det var op til seeren selv at tolke og give mening. Derfor er det jo oplagt at blive lidt personlig. Så hvad fik jeg ud af det?

Jo, jeg har selv arbejdet i hjemmeplejen og ved, at gamle mennesker ikke per definition er hyggelige og har overskud. Livet kan være enormt svært og udfordrende, når man ved, at ens tid er ved at rinde ud. Det kan være svært at snakke om, og ensomheden og tomheden kan let komme snigende - selvom man har nogen, man elsker, ved sin side! Det portrætterer Haneke stærkt, og den ærlighed er der brug for. Særligt om et så tabubelagt emne, som dét at blive gammel, og dét at skulle dø.

Kristendommens jubelråb over, at fordi Jesus har besejret døden, så alle, der tror på ham, ikke skal dø, men leve, har ikke nogen plads i Hanekes univers. Men den er altså en så præcis og betagende fortælling, at den alligevel fortjener en absolut topkarakter.

---