Alene i Berlin

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Efter sønnens død i krigen får hans forældre i Berlin nok. De laver kort med anklager mod nazismen og anbringer dem anonymt på offentlige steder - og jagtes af nazisterne.

FRIHEDEN I AT SIGE FRA

Den upåagtede tyske roman Alene i Berlin fra 1947 blev opdaget 60 år senere, og er nu blevet en bestseller i lande som Storbritannien, USA, Frankrig og Israel. En israelsk anmelder kaldte den for den bedste bog, der er skrevet om den tyske modstand mod nazismen. Romanen bygger på virkelige begivenheder og er nu filmatiseret.

Da værkføreren Otto Quangel (Brendan Gleeson) og hans kone Anna (Emma Thompson) får brev om, at deres eneste barn, Hans, har lidt en ærefuld død i kamp for fædrelandet, får de nok. På deres egen stilfærdige måde går de til modangreb på nazismen. Otto begynder at skrive kort med stærke anklager mod nazismen og Hitler. Kortene anbringer de anonymt på offentlige steder, så folk kan læse dem og måske give dem videre. Kriminalkommissær Esherich (Daniel Brühl) får til opgave at opspore kortskriveren og anholde ham. Mange af kortene bliver afleveret til myndighederne, hvor Esherich læser dem og registrerer dato og findested for hvert enkelt kort. På et tidspunkt bliver hans overordnede utålmodige, og en SS-brigadefører (Mikael Persbrandt) sætter en frist for, hvornår anholdelsen senest skal være sket.

Stilfærdigt og stærkt
Begivenhederne skildres ret stilfærdigt. Der er ikke de store armbevægelser og forholdsvis lidt vold. Vekselvirkningen mellem Quangel-parrets stilfærdige, men vedholdende propaganda og Esherichs opklaringsarbejde opbygger en intens og effektiv spænding. Manuskript, instruktion og skuespil er i orden. Rigtig meget fortælles gennem antydninger, som vi selv skal se ind bag. Det er gjort så godt, at vi ikke på noget tidspunkt føler os hægtet af, men samtidig får vi lov til selv at fortolke begivenheder, ord og mimik. Der er stærke følelser på spil, både positive og negative, men på intet tidspunkt tipper det over og bliver vammelt eller banalt.

Spørg om sandheden
"Aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, blot om det er sandt," sagde Kaj Munk engang. Det citat kunne godt stå som motto for "Alene i Berlin". Vi oplever smerten hos forældrene, da de får budskabet om deres søns død. Vi fornemmer magtesløsheden over for den overvældende magt, som nazismen repræsenterer. Og så ser vi den befrielse, der ligger i at træde op imod tyranniet, løgnen og ondskaben.

Filmen har tema fælles med Sophie Scholl - de sidste dage og Amen om at afsløre det forrykte nazi-regime. Til forskel fra dem, har "Alene i Berlin" ikke den kristne tro med som en drivkraft til at gøre det rigtige. Men den viser, at befrielsen ved at følge sin samvittighed er noget almenmenneskeligt - ikke mindst kommer det til udtryk i filmens stærke slutning.

På filmstriben.dk søges på "Alone in Berlin".
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---