Ajami

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Jøder og arabere lever side om side i Ajami-kvarteret i Jaffa. Men ikke uden konflikter. Familiens ære er øverste lov, og nerverne sidder uden på tøjet. Pludselig er man involveret i drab.

HVERDAGENS BLODIGE KONFLIKTER
Ajami er navnet på et kvarter i Jaffa lige syd for Tel Aviv ved Israels Middelhavskyst, hvor der mest bor israelske arabere. De to instruktører, der er henholdsvis araber og jøde, har også skrevet manuskriptet. De kender området og kulturen fra deres eget liv. Filmen skildrer hverdagen for arabere og jøder i området med hovedvægt på de konflikter, som der uden tvivl også er rigeligt af i virkeligheden. Der er spændinger mellem arabiske klaner, mellem kristne og muslimer og mellem arabere og jøder.

Filmen består af fem sekvenser eller kapitler, som de kaldes i filmen. De dækker tidsmæssigt delvist den samme periode og er struktureret, så vi i hvert kapitel får nye oplysninger, som forklarer noget af det, vi tidligere har set. Det er som et puslespil, hvor man forstår lidt mere af det samlede billede for hver brik, der lægges. Man bliver også klar over, at man i første omgang misforstod noget af det, der skete, eller nogle af de motiver, der ligger bag handlingerne. Det fungerer rimelig godt, men fordi sprogene er arabisk og hebraisk - med danske undertekster, skal opmærksomheden hele tiden være i top, ellers går man let glip af nogle af de komplicerede sammenhænge.

Det er egentlig ikke en film om den israelsk-palæstinensiske konflikt, selv om der er et par ture til Vestbredden, hvor chikanerne ved checkpoint'erne bliver antydet. Det er nærmere en film om, hvordan konflikter opbygges i en kultur, hvor familiesammenhold og forsvar af familiens ære er den øverste lov. En kultur, hvor nerverne sidder uden på tøjet, så skænderier udvikler sig til drab, og hvor en mistanke næsten er det samme som et bevis på skyld. Det er også en film om, hvordan behovet for at skaffe en stor sum penge kan føre til kriminalitet. Det sker for Malek, der skal skaffe penge, så hans mor på Vestbredden kan få en operation, og det sker for den familie, der kommer i blodgæld til en beduinklan, der forlanger beskyttelsespenge på grund af en nedskydning. Filmen er fuld af mennesker, der har ædle motiver, men på grund af traditioner, omstændigheder og forkerte valg bliver de trukket ind i dødelige konflikter.

Der er noget dogmeagtigt over filmen. Den er hovedsageligt eller måske udelukkende optaget on location. Den er fotograferet i en stil, der giver en fornemmelse af dokumentar, og skuespillerne virker meget spontane i deres samtaler og skænderier. Alle skuespillere er lokale, som ikke har gået på teaterskole eller lignende. Men de gør det godt.

Filmen giver sikkert et sandt billede af kultur og levevilkår for mange i det konfliktfyldte land. Ud over den dødelige vold, som fylder en del, er der også smukke scener med omsorg, kærlighed og fællesskab. De stærke familiebånd er fremmed for os danskere, men de er bestemmende for en stor del af den mellemøstlige virkelighed. Man skal ikke se filmen for at forstå religionens indflydelse på deres handlinger, det er ikke et tema. Man skal heller ikke se filmen for at finde en løsning på noget, for den lader konflikterne stå uden moraler.

Vi fornemmede en utryg stemning igennem filmen og tænker, at det nok er sådan, mange i Israel må have det til hverdag. Det iltre temperament, som mange af personerne lægger for dagen, skaber hurtigt problemer. Filmen giver en fornemmelse af, hvordan hverdagen i de konfliktfyldte områder af Israel kan være.

---