Agora

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Omkring år 400 kæmper hedninger, kristne og jøder i Alexandria imod hinanden med sværd og sten. Videnskaben levnes ikke plads.

Branden i biblioteket i Alexandria omkring år 400 og hetzen mod den fremragende kvindelige filosof og videnskabelige forsker Hypatia i år 415 er ofte (sandsynligvis med urette) brugt som eksempler på, hvor meget de kristne har hadet videnskabelig forskning. Det er derfor med spænding, man sætter sig til at se filmen Agora, der handler om netop de begivenheder. Filmen blev ved sin premiere i december 2009 beskyldt for at være en anti-kristen hetz. Sådan kan man sikket opleve den, men den er heldigvis mere end det.

Hypatia (fremragende spillet af Rachel Weisz) er hovedperson gennem hele filmen. Hun fremstilles som yderst intelligent, videbegærlig og inspirerende, hvilket sagtens kan være historisk korrekt. Men filmen gør hende til en næsten fuldendt helgen. To mænd kæmper om hendes gunst. Det er den romantiske tråd gennem filmen. Hun underviser en gruppe ynglinge, hvoraf flere i løbet af filmen får indflydelsesrige poster i kirken og i samfundet.

Som et billede af en historisk brydningstid er det et filmisk flot værk om storbyen Alexandria og de forskellige grupper, som lever der. De tre hovedgrupper er jøderne, hedningerne og de kristne, som kæmper imod hinanden med sværd og sten. Det går meget voldeligt for sig. Både flertallet af hedninger og kristne (og faktisk også jøder) skildres som blodtørstige og hurtige til meningsløse mord. Der er gennem tiden øvet meget uret i kristendommens navn. Selv om man skærer volden ned til en fjerdedel af det, vi ser i denne film, er der stadig så meget, at det bør give os grund til eftertanke. Hvordan kunne det gå så galt?

Heldigvis skildres de kristne ikke kun som en sort, hærgende pøbel, der svinger sværdene og råber halleluja, mens de hærger. Der er også glimt af sandhed, kærlighed og omsorg. Flere af personerne indser, at volden ikke er den rigtige vej. Men det generelle billede af de kristne er meget negativt. Det understreges ved, at de er klædt i sort.

En anmelder har skrevet: "Der er ingen tvivl om, at Amenábar ønsker at illustrere, hvor negativ og ødelæggende en effekt religion kan have i et samfund - hvordan religion ligefrem kan modarbejde værdifuld, videnskabelig nytænkning og forskning" (Natalie Lindquist på onfilm.dk). Ifølge citater af instruktøren, har hun sikkert ret. Amenábar siger, at han ikke er ude på specifikt at hænge kristendommen ud, men han har ønsket at skildre al religiøs fanatisme som ødelæggende. Men ved at lægge sig så tæt op ad de vandrehistorier, der hænger de kristne ud som skurkene, bliver det en film, som bekræfter fordommene hos dem, der har noget imod den kristne tro.

Det er en film, vi som kristne har godt af at spejle os i. Der er med rette rejst kritik af det historiske i filmen, men vi kommer ikke uden om, at der er begået meget uret af mennesker, som har kaldt sig kristne. Filmens skildring af jødehadet er ikke uden bund i virkeligheden, og det er ikke svært at finde eksempler i kirkehistorien på, at en pøbel har lynchet en "synder". Korrumperingen af kirken som følge af, at den fik verdslig og politisk magt, er heller ikke taget helt ud af den blå luft.

Vores fjerde stjerne er på vippen på grund af filmens følgagtighed i forhold til de anti-kristne fortællinger omkring begivenhederne. Filmen havde dog fortjent en mere elegant klipning, men er ellers præget af godt skuespil, flotte billeder og vedkommende temaer, som vi kan spejle os i. En ganske seværdig film for kristne.

---