A Hidden Life

Af: Henrik Højlund
Terrence Malick har lavet et mirakel af en film. Et filmisk mesterværk og en vidunderlig prædiken om hele livets sammenhæng i det store gudslys.

MØRKET ER IKKE MØRKE FOR DIG

Så har han gjort det igen, Terrence Malick. Lavet et mirakel af en film. Senest gjorde han det i 2011 med The Tree of Life, som vandt de gyldne palmer i Cannes. Siden har han lavet nogle stykker, hvor han overdyrker en side af den stil, der er karakteristisk for ham - det lidt mystiske og tågede både i struktur og indhold.

I filmen To the Wonder fra 2012, mister den ellers meget smukke kærlighedshistorie fuldstændig retning og struktur, så man uundgåeligt ender med at sidde og kede sig. Hvilket er meget ærgerligt. Blandt andet fordi filmens markant kristne tone - som også er et varemærke for Malicks film – derved mister noget af sin overbevisende tyngde.

I Malicks nyeste, "A Hidden Life", er han tilbage igen med alt det bedste, han kan, og som fik mig til at falde pladask for ham, da jeg så filmen "The Tree of Life", som ud over at være et filmisk mesterværk også var en vidunderlig prædiken om hele livets sammenhæng i det store gudslys. Det samme kan man sige om "A Hidden Life". Også denne film gør en lille historie til den store historie, historien om alle livets væsentligste og vanskeligste spørgsmål set i lyset fra Gud.

Mørket overstråles af lyset
"Mørket er ikke mørke for dig." Et citat fra Salme 139 i Det Gamle Testamente udtales i en bøn i filmen, og det kan stå som en samlende overskrift for det hele. Det mørke, som mere og mere kan lægge sig over dette liv, vil i sidste ende aldrig forblive mørke, men overstråles af ham, for hvem selv mørket er lys. ”Mørket er som lyset”, som der står i sætningen lige efter ovennævnte fra Salme 139.

Og mørke bliver der meget af i filmen, som den skrider frem. Men den begynder i lys. Ti vidunderlige minutter, hvor Malick demonstrerer sin suveræne visuelle evne, med billeder fra det østrigske alpelandskab og den unge Franz Jägerstätter og hans kone Franziska, eller Fani, som hun kaldes i filmen. Få ord, magiske billeder, livslykken i sin enkleste form. Jeg kneb en tåre af ren glæde.

Vi begynder altså i Paradis. Men så kommer ondskaben ind i verden. I form af nazismens indtog i Østrig. Fristelsen banker på døren. De fleste giver efter. Men ikke Franz. Franz gør ikke noget politisk oprør, han ønsker blot ikke at deltage i krigen og sværge troskab til Hitler. Han har indset nazismens bagside og vil ikke bakke op. Det fører til sidst, i 1943, til fængsling og henrettelse.

Dramaet udspilles i følelserne
Det er den korte version af filmens historie, og filmens historie er altså på den måde enkel, uden den store, ydre dramatik. Til gengæld udspilles dramaet utrolig stærkt på den indre linje, i stemningen, i tanker og overvejelser om, hvad der er rigtig og forkert. Dramaet udspilles i følelserne mellem Franz og Fani, mellem den lille familie og det øvrige landsbysamfund, som anser dem for at være landsforrædere og behandler dem derefter.

Malick kan fortælle med billeder. Han behøver ikke ord for at forklare. Han skaber billeder af højeste kunstneriske karat, som er ladet med følelser og bevægelser. Og når der sættes ord på, sker det ofte i en form for utakt med billederne. Vi ser personerne, de enten tænker højt eller taler med hinanden, men ikke direkte ud af billederne. Billederne bevæger sig som regel i en anden rytme. Dialogen foregår hen over billederne. Det understreger desto stærkere billedernes egen vægt og betydning og fordobler så at sige historiens indre kraft.

Sandhed koster
Historien sætter en problemstilling helt på yderste spids: Hvad er rigtigst at gøre, når valget står mellem at tage vare på ens nærmeste, kone og børn, eller at stå fast på sandheden, koste, hvad det koste vil, altså livet? Filmen svarer ikke sentimentalt-heroisk, selvom Franz vælger det sidste. Alle nuancer er med, alle farver i sindet, i tanker og følelser. Gudslyset får ikke det hele til at gå op i ligefremme, entydige svar. Men det giver, som i "The Tree of Life", en grundtone af ro midt i al uroen.

Da Franz og Fani får et sidste, kort møde i fængslet i Berlin, siger Fani til Franz: "Jeg elsker dig uanset, hvad du gør." Det er svært at skelne mellem hendes og Guds stemme i det øjeblik.

Den virkelige Franz Jägerstätters historie kan man læse mere om på norsk Wikipedia. Den gør også indtryk. Men Terrence Malick kan fortælle historien, så den løfter sig over det konkrete og på en måde bliver vores alle sammens historie.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---