Woody Allen: A Documentary - Manhattan, Movies & Me

American Masters - Woody Allen: A Documentary

En spændende og informerende film om instruktøren Woody Allen, som dog mest er for dedikerede fans. Filmen har tendenser til at være en helgen-biografi. Biografi/baseret på virkelig historie, Dokumentar, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: Produktionsår: 2012
Varighed: 113 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: Tilladt for alle
Instruktør: Robert B. Weide,
Medvirkende: Woody Allen, Diane Keaton, Antonio Banderas, Josh Brolin,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 31.12.2012

Jeg har set fire Woody Allen-film i mit liv og har haft en god, men ikke prangende oplevelse hver gang. Jeg glædede mig derfor til at finde ud af mere om denne instruktør, som mange betragter som et ikon.

Den kronologiske opbygning
Dokumentaren er bygget klassisk op. Den starter med barndommen, hvor man får en masse ting af vide om Allen Stewart Konigsberg, som han oprindeligt hed. Om opvækst, bekymringer, skoleliv og forholdet til forældrene. Det har et skær af intim information, uden at man rigtig kommer tæt på.

Derefter følger man Allens karriere kronologisk, fra de første spæde optrædender som komiker i New Yorks undergrund, til de improviserede optrædender i fjernsynet og de første gakkede komediefilm. Vi følger hans glæde over at få folk til at grine igennem, men også hans bekymring for at lave ligegyldige ting i en verden, der bare går mod døden og opløsningen. Hans eksistentielle overvejelser fylder meget også i hans lavkomiske film, og selv de mest platte jokes har et skær af alvor over sig. Dokumentaren gennemgår stort set hver eneste af hans film. Det giver den en lidt omstændelig karakter, for Allen har altså et katalog på over 40 film!

Kvinderne
Allens forhold til diverse kvinder fylder også en del. Han har haft flere samlevere, som også har været hans skuespillere, og det har aldrig rigtig fungeret for ham. Forholdet til Diane Keaton har været betydningsfuldt for hans instruktørkarriere, og de er stadig gode venner. Af de kvinder, som han har levet med, er det derfor også i filmen hende, der fylder mest.

I 80'erne havde Allen et forhold til Mia Farrow, med hvem han også fik tre børn (en biologisk, to adopterede). Farrow opdagede, at Allen havde nogle nøgenbilleder liggende af en af Farrows døtre, Soon-Yi Previn, som hun havde adopteret i et tidligere forhold. Det blev naturligvis en mega skandale, og Farrow og Allen var igennem et langt opgør i retten, og Allen var også i gennem en smædekampagne i pressen. Forholdet endte i 1992, og siden har Allen været gift med adoptivdatteren Soon-Yi Previn! Det underlige er, at dokumentaren ikke seriøst behandler den historie. Den fylder ikke ret meget, og man bliver ikke orienteret om, at han faktisk tager Soon-Yi Previn til ægtefælle. Det bliver bare nævnt flygtigt, og så skal der ikke spildes tid på det. Det er prisværdigt, at dokumentaren ikke antager Se&Hør-niveau, men en dybere refleksion over Allens største fejltagelse havde vel været på sin plads?

Hagiografi
Det er Allens særegne, men ikoniske image, som bærer denne film. Allens intuition og evne til at improvisere er uforlignelig, og det gør, at de fleste af hans udtalelser er enten dybt interessante eller humoristiske. Det er klart hans replikker, der bærer filmen - særligt for en som mig, som kun kender til hans seneste film. Sidste del af filmen, hvor man får indblik i Allens måde at instruere på, vil være af særlig interesse for filmelskere. Det er interessant, og med mange skuespillerudtalelser får man en mangfoldighed af erfaringer med hans, efter sigende, unikke instruktørevner.

På trods af dette gode, ender filmen lidt som en hagiografi (helgen-biografi). Den nærmest glorificerer Allens talent og hans mange gode film. Filmen er måske nok ganske informerende, men ikke en af den slags film som hænger ved.

Eksistentialismen
Allen er eksistentialist og bliver i filmen kaldt for "filmverdenens Camus - med humor". Allen har allerede som 5-årig en oplevelse af, at når det eneste sikre er, at vi engang skal dø, hvorfor giver det så mening at leve? Det er jo et kæmpe spørgsmål, men selvom Allen konstant stiller de store spørgsmål, så er det oftest med ironisk distance. Mange af hans film svælger i sex og blasfemi (det er i hvert fald det indtryk, dokumentaren efterlader), men også de emner behandler han lavkomisk.

Det stikker lidt i hjertet, for hans spørgsmål er virkelig dybe og relevante, og så pakkes de ind i fnis. Ærgerligt.

En katolsk præst og filmkritiker stiller det meget godt på spidsen i slutningen af filmen: "Hvis livet er meningsløst, og evigheden er den gabende tomhed - hvorfor griner vi så?" Pludselig klinger Bibelens ord befriende: "Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør" (Johannesevangeliet 11,25). Det er i hvert fald en tone, som Allen virker til at have brug for, men som han ikke kan, vil eller tør søge … Og hvor kunne man ønske, at Allen og alle vi andre søgte denne sandhed og lod vort hjerte finde mening og hvile her.

---